Mor og datter i selvstændighedsalderen
For mange børn og mødre begynder det at blive mere kompliceret, når den første afhængighedsfase er overstået. Barnet begynder at ville selv og kunne selv, spise selv og gå selv og bevæger sig mere og mere væk fra mor.
I denne fase har barnet brug for, at mor er i nærheden og kan tilkaldes. Og ellers bare ser glad til, hvordan barnet lærer verden at kende.
I nogle mor og datter forhold bliver symbiosen ikke brudt på den rigtige måde eller tidspunkt. Enten holder mor fast for længe, nogen gange hele livet og datteren får dermed ikke lov til at opdage, at verden udenfor mors rækkevidde er tryg, og at hun kan få lov til at skabe sit eget liv.
I andre tilfælde giver mor for hurtigt slip og tror at datteren er i stand til at tage vare på sig selv, længe før hun kan det. Det kan efterlade datteren hjælpeløs, utryg og søgende efter andre, der kan overtage rollen som støtte.
Viden om at mor er der som en tryg base, har barnet brug for langt op i barndommen, men aldrig i form af omklamring.
Det er en svær balance. Det kan enhver mor nok skrive under på. Inclusive jeg selv, som er mor til 3 voksne drenge, og stadig nogen gange synes, at jeg skal blande mig i deres valg.