Min personlige historie
Det sker ofte, at jeg kan kende mig selv i det, mine klienter fortæller om deres vanskeligheder.
Der er så mange måder at have det på, som er – om ikke almenmenneskelige – så i hvert fald udbredte blandt mennesker, der oplever trang til at arbejde med sig selv.
Det at skrive om mig selv her, fra et helt privat sted, er nok det sværeste, jeg har gjort på hele denne hjemmeside.
Jeg har skrevet teksten om massevis af gange, både fordi det er følsomt for mig at dele mig selv så åbent med hvem som helst, men også fordi jeg samtidig rigtig gerne vil give dig så sandfærdigt et billede af mig som muligt.
Jeg synes det er vigtigt, at du som klient, som skal dele din følsomhed og dine vanskeligheder med mig, i det mindste ved lidt personligt om din kommende terapeut.
Også terapeuter slås nemlig med den bagage, vi har med os. Jeg kan også nogen gange have svært ved fuldstændig at forstå, hvordan det kan være, at jeg har det sådan, som jeg har det. Også terapeuter har brug for terapeuter, der kan hjælpe med at se det hele lidt udefra og hjælpe til en mere kærlig forståelse og oversættelse af vores indre ståsted.
Et sensitivt menneske
Jeg har altid været et sensitivt menneske. En sensitivitet som jeg i dag har stor gavn af i mit arbejde, men som – da jeg var barn – ikke altid var nem at leve med eller acceptere, hverken for mig selv eller mine omgivelser.
Jeg var genert og forsigtig og følsom overfor andres forventninger og krav, men også kreativ og klog og kærlig og interesseret i andre.
am jensen 62994,
Jeg havde en tendens til ret let at tilpasse mig det, jeg troede andre forventede af mig. Det havde livet indtil da lært mig var godt.
Nogen gange levnede det ikke ret meget plads til at være sådan, som jeg egentlig dybest set var. Og jeg fik aldrig øje på som barn, at jeg var noget særligt blot i kraft af at være mig. Lige som alle andre mennesker er helt særlige, fordi de er lige præcis sådan, som de er. Jeg levede med den overbevisning, at jeg i virkeligheden slet ikke duede og absolut ikke var god nok, som jeg var.
Mine forældre, som bestemt var og er både gode og kærlige voksne, forstod nok ikke altid mit behov for deres opbakning til at være meget mere mig i stedet for at være modigere, mere udadvendt, dygtig, en god datter o.s.v.
”Jeg vil bare gerne være bedre til at overskride min egen grænse, tak!”
I mange år var det svært for mig at forstå, hvorfor jeg sloges med nogle ting i mit liv og havde svært ved at holde rigtigt af mig selv.
Jeg kom først som voksen i berøring med psykoterapi. Jeg gik og følte mig kedelig og forkert og utilstrækkelig og ville gerne være mere som de andre. Sådan lidt mere frisk og udadvendt!
Jeg kan huske, at jeg sagde til min terapeut første gang, jeg var der:
”Nogen gange er jeg bare så dårlig til at kaste mig ud i noget, jeg ikke kan lide. Det vil jeg gerne blive bedre til”.
Det syntes hun heldigvis var en ret dårlig ide. Jeg kunne jo risikere at komme til skade, hvis jeg lærte at kaste mig hovedkulds ud i noget, jeg ikke turde!
Hun mente det var bedre, hvis jeg lærte at rumme og holde af mig selv, som jeg var :o). Det var MEGET overraskende for mig at hun tænkte sådan om det.
Her havde jeg gået og troet, at bare jeg blev god til at være som de andre og gøre det, de andre kunne – selvom det betød at jeg overskred mine grænser – så ville livet blive lettere og jeg behøvede ikke at gå rundt og være så meget mig, så sensitiv og kedelig og følsom.
Jeg blev heldigvis klar over, at det slet ikke var nogen farbar vej, bare sådan at gøre det modsatte af det, der føltes trygt!
Gennem terapien opdagede jeg mig selv – lærte mig at kende på en mere rummelig og kærlig måde.
Denne periode og de følgende 4 år står stadig for mig som et kæmpe vendepunkt i mit liv. Jeg opdagede at den eneste farbare vej var at begynde at opdage mig selv og lære at holde af det, jeg fandt frem til.
Præcis det samme sker for de mennesker der går I terapi – hos mig eller hos andre terapeuter. De finder alle som en ud af, at det eneste rigtige er at tage den person, de inderst inde er – på sig. Og være den de er fuldt og helt. Det er en erkendelse, der nogen gange kræver en lang rejse ind i sig selv og tilbage i tid, for virkelig at stadfæste sig.
A-ha!-oplevelser og uddannelsen til Psykoterapeut
De næste førnævnte 4 år af mit liv blev en lang række af A-HA!-oplevelser! Jeg påbegyndte min uddannelse til psykoterapeut. Og hver uge gennem 4 fantastiske år gjorde jeg nye vigtige opdagelser om mig selv.
Opdagelser om min personlighed og personlige egenart, som jeg hidtil ikke havde tillagt nogen særlig værdi.
Jeg begyndte at mærke mine egne grænser tydeligere og blev bedre til at respektere og markere dem overfor omverden.
Gennem uddannelsestiden til Psykoterapeut kom jeg efterhånden til at holde mere af mig selv, og formåede at skabe mig det liv med min familie og job, som jeg brændte for. Jeg blev en bedre mor og en mere helstøbt partner for min mand og ikke mindst vigtigt blev jeg meget gladere og mere ligevægtig inden i.
Jeg valgte at skippe min karriere som HR-Businesspartner og blev i stedet selvstændig Psykoterapeut i 2007 – en langsom opstart året før jeg blev fuldt færdiguddannet Psykoterapeut.
Det er nu 17 år siden, at jeg påbegyndte min psykoterapeutuddannelse og i 2008 blev jeg eksamineret Oplevelsesorienteret Psykoterapeut fra Psykoterapeutisk institut.
Jeg kan slet ikke forestille mig i dag, hvordan jeg ville have det nu og hvordan mit liv ville være, hvis ikke jeg havde gennemgået den forvandling, der skete med mig gennem terapien.
Og samtidig tror jeg aldrig, jeg var blevet så god til mit arbejde som terapeut, hvis jeg ikke selv havde haft nogle udfordringer og været gennem en udviklingsproces med mine egne livstemaer.
Derfor kan jeg også med en vis tyngde sige til mine klienter at det ER kampen værd!
“Det bedste du kan gøre for dig selv er at blive god til at være dig”.
Kærlighed og samliv
Jeg er stadig på 28.år lykkeligt gift med Karsten, som jeg har 3 dejlige voksne drenge sammen med.
Der er også i mit ægteskab uoverensstemmelser ind imellem, og bølgerne kan gå højt, men det er ikke længere farligt for mig, som det var engang.
Vi bliver bedre og bedre til at tackle de konflikter, der helt naturligt opstår ind imellem i ethvert parforhold og anvende dem til udvikling af forholdet. Det er sådan jeg betragter et stærkt forhold. Ikke nødvendigvis et hvor der aldrig er konflikter, men hvor konflikterne kan klares og bruges til styrkelse af forholdet.
Hvis du kan bruge min hjælp i din proces, så kan du fange mig her.
