Stressede børn og unge – det er vores ansvar !

Vi kan godt skyde skylden på samfundet for det stigende antal stressede børn og unge. At alting er blevet mere kompliceret og går hurtigere og hurtigere. Men i sidste ende er samfundet også dig og mig. Os der er forældre i dag. Og vi er nødt til at påtage os ansvaret mere fuldt og helt fremover.

Ved du f.eks. at halvdelen af de studerende på KU lider af stress? Unge glade mennesker, midt i livets forår, som man siger.

Ved du også at flere og flere børn lider af angst, OCD, spiseforstyrrelser og har andre psykiatriske diagnoser eller psykiske lidelser (cutting, selvværdsproblemer, tristhed og ensomhed)? Det har du måske også hørt igennem medierne.

Også stress i den voksne befolkning har været støt stigende de seneste 20 år. Det koster samfundet milliarder af kroner i tab og genoprettelse. Og det koster så mange ulykkelige mennesker, hvilket er det allerværste.

Det er absolut ikke et sundhedstegn for vores samfund og jeg synes det er meget alarmerende!

Stress skader børn og unges udvikling

Institut for folkesundhed udarbejdede tilbage i 2007 en rapport om stress blandt børn og unge i 8. og 9. klasse. Undersøgelsen bekræftede, at stress var et stort og endda voksende problem for denne gruppe unge. Både hvad angik generelt stress-niveau og oplevelsen af stressende livsbegivenheder. Siden da hører vi det igen og igen i medierne.

“I forhold til trivselsfaktorer ser høj stress ud til at være relateret til få nære venner og manglende interesse fra forældrene”. (Kilde Sundhedsstyrelsen og Institut for folkesundhed).

Det er ikke svært at tænke sig til, at det ikke kan være sundt for et barn i mental og følelsesmæssig udvikling at være ensomme og ikke føle sig vigtig og betydningsfuld nok. At det skaber utryghed ikke at kunne tiltrække sine forældres opmærksomhed og interesse.

Stress, depression og angst-lidelser hos børn er altid symptomer på, at der er noget galt. Ikke med barnet selv, men med de vilkår barnet /den unge vokser op under eller befinder sig i.

Desværre ser jeg alt for tit, at de voksne fokuserer på, hvad der er galt med barnet og alt for lidt på, hvad der er galt med barnets opvækstvilkår lige nu og her.

Led efter årsagerne til børn og unges mistrivsel det rigtige sted

Børns psykiske lidelser, der ikke skyldes defekter i hjernen er ofte begrundet i forhold i opvækst-vilkårene. Og ofte er kernen i problemet at finde i familiedynamikken. Enten i uhensigtsmæssige mønstre i familien, i kriser i familien, eller i manglende tid og overskud til børnene.

I disse tilfælde er barnet blot symptom-bærer for en usund familiedynamik eller for stressende livsbegivenheder. F.eks. dødsfald, skilsmisse, vold, alkoholmisbrug i familien eller decideret omsorgssvigt.

Det er de voksne omkring barnet, der er forpligtede til at støtte og hjælpe barnet for i sidste ende, er de voksne ansvarlige for barnets trivsel.

Problemer der har rod i familien

Det er også i særlig grad de tilfælde, hvor barnets problem kan føres tilbage til familielivet, der interesserer mig. Det er nemlig bl.a. det jeg arbejder med i min praksis som psykoterapeut; konsekvenserne af skadelige familiedynamikker og dårlige opvækstvilkår.

Jeg arbejder ikke selv direkte med børn, med mindre de er der som et led i familieterapi. Men jeg  arbejder med både unge mennesker, der har det dårligt, er stressede, utrygge, ensomme og har somatiske symptomer som konsekvens af en stresset og utryg opvækst. Og jeg arbejder med voksne, der slås med eftervirkningerne af en barndom med utilstrækkelig voksenomsorg og alt for store krav og svigt.

Børn der vokser op med utilstrækkelig voksenomsorg er på voldsomt oversamarbejde med de voksne, der skulle være ansvarlige for børnenes trivsel og trygge opvækst.

Børnene samarbejder langt ud over, hvad der virker rimeligt. Det gør barnet ved at tilpasse sig de givne vilkår, indskrænke sig og lave sig om, så de kan leve uden at mærke, hvor slemt de givne vilkår er, også selvom vilkårene basalt set er usunde.

Det er en fantastisk evne barnet har, og denne evne sikrer barnet fysisk og mental overlevelse, men koster til gengæld meget på barnets oplevelse af at være noget værd (selvværdet) og af at kunne stole på omsorg og beskyttelse fra omgivelserne.

Men hvad skal vi gøre ved stressede børn og unge?

Alle mennesker kommer ud for vanskelige og stressende begivenheder i livet – både børn og voksne. Det er umuligt helt at undgå dette og derfor er det også så vigtigt, at vi som voksne er der for børnene, både i almindelighed og når de har det svært.

Og mindst lige så vigtigt er det, at vi også tager os godt af os selv og vores traumer. Det er også vigtigt at vi arbejder på at begrænse den hverdagsstress vi lever med, hvis ikke det skal føre til en stresset livsførelse, som går ud over vores børn. Det er uhyre vigtig at være tilstede og kontaktbare, når vi er sammen med børn.

Jeg ser og hører om mange familier, både i min private sfære og via mit job og i det offentlige rum og det slår mig tit, hvor fantastisk det ville være, hvis mange flere forældre forstod:

1. hvor vigtigt det er at være både fysisk og følelsesmæssigt tilstede sammen med børn og unge.
2. at kvalitetstid er fint nok, hvis vi dermed mener tid, der set med barnets/den unges øjne er opbyggende og tryghedsskabende. Men der skal samtidig være nok af den og den skal ikke fyldes ud med en masse oplevelser/aktiviteter, som skal forestille at underholde børnene, men som i virkeligheden nemt bliver et nyt stress-element.
3. at børn har brug for væren i højere grad end gøren og at blive set mere end at blive udstillet eller vist frem.
4. at børn har brug for at blive anvist gode måder at gøre ting på, mere end at få lov at bestemme, hvordan ting skal gøres, eller hvad der skal ske.
5. hvor vigtigt det er at lytte til børn og sætte sig ind i den måde, de oplever verden på. Kun på den måde kan vi se dem og anerkende dem og vejlede dem ordentligt ud fra deres ståsted.

Og jeg ville ønske forældre også anerkendte:

1. at det er væsentligt at blive mere nysgerrig og interesseret i barnet, når de gør noget, vi finder forkert. Og at fortælle barnet hvilken adfærd, der bedre hjælper barnet i den givne situation.
2. at det er “forbudt” at råbe ad barnet eller at skælde det ud. Det eneste det medfører er, at barnet får en følelse af, at det selv og ikke kun handlingen er forkert.
3. at vi skal undlade at tale med andre om barnet i barnets eget påhør. Og hvis du skal fortælle andre om barnet i dets nærhed, så fortæl om barnet med samme respekt, som når du fortæller om andre (voksne) der er tilstede.
4. at det er bedre at rose børn for deres indsats (proces-ros) end for deres resultater (resultatros). Proces-ros tilskynder nemlig barnet til at prøve selv, også selv om det ikke lykkes hver gang. Barnets nysgerrighed på verden øges, når det anerkendes for sine forsøg og det giver god selvtillid.
5. at barnet aldrig er ansvarlig for de voksnes humør eller følelser. Det er de voksne selv.
6. at Ipads, smartphones, TV og computer er gode redskaber, men ikke erstatter legetøj og fri leg, som begge er udviklende på helt andre livsvigtige måder både mentalt og motorisk.

Og sidst men ikke mindst:

1. at forældrenes gennemgående tilstedeværelse i hjemmet sammen med barnet er væsentlig for barnets oplevelse af at have betydning. Forældre der rejser væk i lange perioder eller forældre, der arbejder mange timer og ikke har overskud til barnet, men tydeligt viser at jobbet er vigtigere og at familien kommer i anden række, risikerer at svigte deres ansvar for barnets følelsesmæssige udvikling. Børn oversætter ofte de voksnes fejltagelser, som om det er barnet selv der er forkert. Det gør barnet skamfuld over ikke at være opmærksomheden værd og det medfører lavt selvværd.
2. at det er vigtigt at arbejde med sig selv som voksen, med sine egne traumer, svigt, selvværd etc. for ikke ubevidst at give uhensigtsmæssige mønstre fra vores egen barndom videre til barnet.

Hjælp barnet og den unge til et stærkt værn mod stress og mistrivsel

Og hvorfor er alt dette så så vigtigt, når vi taler stressede børn og unge?

Jo det er det, fordi et solidt fundament og et godt selvværd, er det bedste værn mod stress både for børn nu og senere i livet. Et godt fundament – et solidt selvværd og dermed en god kontakt indadtil, vil advare den unge om, hvor grænsen for deres formåen ligger og vil langt bedre gøre barnet/den unge i stand til at modstå pres og være selektiv uden samtidig at dømme eller miste sig selv.

Det er menneskeligt at fejle! Og alle vi, der er forældre kan sikkert nikke genkendende til, et par steder, hvor vi ikke har handlet optimalt overfor vores børn. Heldigvis er det ikke den ene eller de få gange, der vælter læsset.

Det gør det til gengæld, hvis de uhensigtsmæssige måder at omgås vores børn på, bliver vores almindelige og gængse måder at være sammen med børnene på. Måder der gentager sig for tit og kommer til at karakterisere vores omgang med børnene. Så er det ikke godt nok og så er det vigtigt at overveje, hvordan vi kan gøre det bedre.

Det er der heldigvis også råd for og heldigvis er børn utroligt gode til at tilgive, når de voksne ændrer sig og påtager sig ansvaret for det, der er gået galt.

Er du selv forældre og har du lyst til at blive lidt bedre til at have det godt i dit eget liv og at arbejde med dig selv? At blive i stand til at hjælpe dine børn til ikke at ende blandt de stressede, angste, deprimerede unge, der desværre allerede er alt for mange af? Eller kender du nogen der kunne have glæde af at læse artiklen her, så send den gerne videre.

Har du i øvrigt brug for min hjælp, så kan du fange mig her.

P.S. Som supplement og inspiration var det måske noget at læse Kristeligt Dagblads artikelserie om familieliv (som jeg netop faldt over). Denne artikel er en fin og varm beskrivelse af et familieliv og af ikke at give sine egne problemer videre til børnene. http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/2014-08-21/theresa-maria-jessing