Kan man være veninde med mor? Har du nogensinde haft den tanke?
Sandsynligheden for at du synes om ideen er nok størst, hvis du er mor og mindre hvis du er datter. Måske synes du slet ikke om det? ….
Som Psykoterapeut med speciale i bl.a. at arbejde med mor og datter relationen, har jeg efterhånden set rigtig mange mødre og døtre i min klinik. Og jeg synes efterhånden ikke ideen om at være veninde med mor er så tosset, som den kan lyde.
Her taler vi ikke “slyngveninder” på den sammenspiste vi-holder-alle-andre-udenfor-måde, men om at være veninde med mor på den gode respektfulde kærlige og ligeværdige voksne måde.
Der er nemlig mange gode egenskaber i sunde venindeforhold, som kunne have gavn af også at være til stede i et voksent mor og datter forhold.
Det der gælder for den gode veninde-relation er nemlig, at I :
• ønsker hinanden det bedste
• ikke ejer hinanden
• holder af og bliver beriget af at være i hinandens selskab
• ikke er krænkende men opbakkende overfor hinanden
• respekterer de personlige grænser, I hver især har
• er sammen på lige vilkår og fleksibelt aftaler byrdefordelingen situationsafhængigt
• tåler at være adskilt
• respekterer hinandens forskelligartede interesser og præferencer
• ses når I begge har lyst til hinandens selskab og kræver ikke mere end rimeligt af hinanden
• kan dele sorger og glæder og med tillid tage snakke om det, der opstår imellem jer
Virkeligheden er tit en anden
Tænk hvis dit og din mors eller dit og din datters forhold levede op til den skabelon?! Hvad ville det betyde for jer?
Chancerne for kærligheden og en dyb forbindelse er optimale i sådan et forhold, hvor der er plads til jer begge.
Men mange mødre og voksne døtre bakser med deres relation.
“Bliver mor ved med at være MOR for mig, når jeg nu er voksen? Eller skal jeg til at være MOR for min mor?
Kan vi overhovedet være lige ansvarlige for harmonien i vores relation? Når nu den ene af os i sin tid har født og opdraget den anden? Fastholder det os ikke for evigt i rollerne som MOR og DATTER?”
Jo på et biologisk plan gør det, men der er intet i nutiden, der forhindrer jer I at skabe en anden relation sammen, hvis I begge vil.
Beslutning om arten af relation
De fleste fortsætter ubevidst relationen, som den altid har været. Også selvom den ikke har været god for nogen af jer.
I nogle forhold har mor fungeret som mor på den gode kærlige ansvarlige måde. Men i mange andre forhold har mor overladt ansvaret til sin datter for den følelsesmæssige støtte i forholdet, eller krævet at datteren var veninde med mor alt for tidligt i datterens liv. Måske fordi mor ønskede et ligeværdigt forhold, hvor hun blev ved at være datterens nærmeste fortrolige.
Hvis I begge er tilfredse med rollefordelingen som den altid har været, så er der ingen grund til at lave om på det !
Men hvis mindst en af jer ikke er, så er der basis for at ændre på forholdene, for ellers er risikoen for et konfliktfyldt forhold for stor. Og det er spild af god energi og liv!
Vil I det samme?
Som voksne kvinder (mor og datter) er det vigtigt at afklare, hvad I kan og vil acceptere og forlange af hinanden.
Der er ingen lov, der foreskriver en vedvarende og fasttømret forbindelse. For nogle kan det fungere rigtig godt at lægge lidt afstand i en periode for den ene eller den andens skyld.
Udsynet bliver så meget klarere og synet på både egne reaktioner og den andens reaktioner bliver mere nuanceret, når der skabes lidt afstand.
De fleste kvinder jeg møder i min praksis kommer, fordi de er groet fast i en relationsform, de ikke er helt tilfredse med, men som ingen af dem har haft mod til, eller indsigt nok til at forandre. Det er sjældent dem der spørger, om man kan være veninde med mor, snarere tvært imod – i hver fald i starten.
I de – mor og datterterapier -, der lykkes godt (og det er i al beskedenhed de fleste), så bevæger forholdet sig stille og roligt i retning af en mere jævnbyrdig relation, hvor ligheden med et venindeforhold ikke er langt væk.
Hovedreglen i gode menneskelige relationer
Det bliver altid svært, hvis den ene vil have det på en måde og den anden på en anden måde.
I venskaber er de fleste indstillede på, at der skal være ligevægt i forholdet – det samme gælder for kæreste-relationer.
Ingen af parterne har mere magt end den anden, med mindre vi bliver enige om det. Det skaber ligevægt og balance i forholdet. Og det trives begge som regel allerbedst med.
Hovedreglen i barn/forældre relationen
Så længe barnet i en forældre-barn relation er barn, så bærer den voksne helt naturligt den største del af ansvaret for relationen og for sine egne følelser og for barnets trivsel.
Ikke omvendt. Barnet er ikke ansvarlig for den voksnes trivsel eller følelsesmæssige stabilitet. Nogen gange er virkeligheden en anden, men i et sundt forhold er ansvaret altid den voksnes.
Så længe barnet er barn skal datteren heller ikke være veninde med mor. Det vil kræve alt for stort ansvar af barnet for at yde og anvende kompetencer, som barnet først er ved at udvikle i relation til sig selv og til jævnaldrende. Det er en helt anden sag når både mor og datter er voksne.
Ligevægt indtræffer som regel
Balancen i det ideelle forhold mellem barn og voksen tipper langsom imod ligevægt i takt med barnets opvækst. Altså bevæger sig henimod lige ansvarlighed for at relationen er sund og ligeværdig, -respektfuld og rummende. Således at hverken mor eller datter har mere krav på opmærksomhed, eller forståelse end den anden. Ubalance tillades, når den valgte ubalance ikke er begrundet i skyld eller tvang.
Skyld og skam i mor datter forholdet
Der hvor det bliver vanskeligt – selv for voksne mennesker er, når der er ting i bagagen, der ikke er afklarede og som bliver ved med følelsesmæssigt at spille sig ud i relationen.
I de tilfælde er det nærliggende at synes at den anden “skylder på kontoen”.
Skyld og skam er med til kunstigt at fastholde os i gamle roller.
Det resulterer ofte i forhold hvor
• den ene bliver ved med at bære ansvaret for den andens følelsesmæssige, økonomiske eller anden ligevægt.
• den ene må gerne sige fra, men den anden må ikke
• den enes følelser er gyldige og ophøjede og den andens er ikke
• den ene stiller krav og forventer speciel adfærd som skal gælde i relationen uanset den andens indsigelser ( besøg, gaver, og tjenester som tages for givet)
Eks. Mor forventer opringninger jævnligere end datteren har brug for og lyst til og dette bruges som pressionsmiddel i relationen. “Du ringer aldrig til mig! Betyder jeg da slet ikke noget?”
Når gammelt stof aktiveres i relationen i nutiden, hvad så?
Hvis vi forestiller os en mor, der siger noget i retning af:
“Nu har jeg gået her og serviceret dig i alle de år, lige siden du blev født. Nu må det være på tide, at du tager over og er der for mig”
Eller en datter der siger noget i retning af:
“I hele min opvækst har jeg lidt under din måde at være “mor” på. Nu stopper det og nu er det din tur til at yde”
Så kan det i første omgang synes meget rimeligt. Den ene har jo lidt under den andens adfærd og det er vel ikke fair?
Men det der er gået skidt engang står ikke til at ændre. Desværre ! Fortid er fortid, også selv om den gør ondt og ideelt set skulle have været tacklet bedre.
At eje sin livsbagage
Der er meget, I kan gøre ved de følelser, der er afledt af opvæksten, f.eks. ved gennem – Mor og Datter Terapi – at arbejde med tilgivelse, tale ud med hinanden om barndommens fortrædeligheder, prøve at forstå og bruge det som basis for at genopbygge, reparere eller skabe jeres relation i nutiden, men det bliver aldrig en anderledes opvækst, end det var. Den tid er passé.
Vi kan ikke bruge fortiden til at lægge bånd på og kræve en bestemt handling af hinanden i nutiden. Den går ikke! Og det fungerer ikke! Det er bare at skabe mere uligevægt, blot med modsat fortegn.
Vi ejer selv det, vi tager med os videre i livet, hvor hårdt det end må være.
Det bliver aldrig en anderledes opvækst end det var
Hvad kan du selv gøre for at få det bedre i relationen?
Ikke alle mødre eller døtre ønsker at gå i terapi sammen, selvom det for rigtig mange er en stor hjælp til at komme godt videre. Vil din mor eller datter ikke med dig i terapi, så tag selv din sorg eller smerte alvorligt. Det kan jeg varmt anbefale dig! Det er nemlig DIN bagage og dig der lider under tyngden af den.
Uanset hvor rodet din livsbagage er, – så sørg for at få sorteret i den. At vælge til og fra i det, du gider eller ikke gider at slæbe med dig gennem resten af livet. Det kan du arbejde med selv eller du kan få hjælp gennem individuel terapi.
Du kan tage ansvar for, hvad du vil lægge ryg til fra nu af.
Du kan lære at sætte dine grænser på en selv-respektfuld måde.
Hvilken adfærd fra andre, vil du finde dig i eller ikke finde dig i? Hvilken slags opførsel, vil du selv præstere og hvilke normer fra din barndomsfamilie, skal fortsat være dine?
Det er vigtigt, at du bærer ansvaret for dig og din trivsel både i livet generelt og i jeres indbyrdes forhold. Ligesom det er vigtigt at din mor eller datter bærer ansvaret for sin egen trivsel i forholdet. Sådan passer I bedst på forholdet og skaber vilkår for at jeres forhold kan nærme sig det, der også gælder for de bedste venindeforhold.
Veninde med mor – jo det kan man godt!
Så jo man kan godt være veninde med mor ved at genbruge det, der gør gode veninde relationer gode.
Det er i virkeligheden den allerbedste måde at være mor og datter på som voksne, hvis du spørger mig.
God arbejdslyst med jeres relation ! Kontakt mig her, hvis jeg kan hjælpe jer videre!
Skrevet af Psykoterapeut MPF , Anne-Marie Jensen
