For klog til terapi
Er du for klog til at gå i terapi?
Man kan godt være så klog, at personlig udvikling er stort set umulig – eller går ualmindelig langsomt frem.
Menneskets forsvarsmekanismer er mangfoldige og man kan holde meget på afstand med en klog hjerne.
Med forsvarsmekanismer menes her de (ofte ubevidste) metoder, som vi benytter til at undgå at mærke, hvordan vi har det indeni og til at forsvare os mod omverdens indflydelse på os.
En af forsvarsmekanismerne er at beskæftige sine tanker konstant, så det bliver svært at få plads til at mærke, hvordan du har det. Det kan feks. være at du slår over i en tankebane, hver gang du mærker noget følelsesmæssigt. Eller at du har en hjerne der konstant kværner. Måske kender du begrebet “tankeflugt”.
For klog til terapi – Intelligens kan holde følelser på afstand
Intelligensen er forskellig fra menneske til menneske målt i IQ og som sådan har IQ ikke ret meget at gøre med forsvarsmekanismer, bortset fra at kloge mennesker ofte er mere tilbøjelige til at anvende deres kloge hoved til at barrikadere sig imod følelser. Forsvarsmekanismer er der mange af og andre mennesker bruger andre måder at forsvare sig mod ikke at mærke alt for meget.
Når vores hjerne er optaget af analyse, fantasi, beregning, udvikling af viden, at forstå, regne ud, analysere, tænke igennem og forstå verden omkring os, så tager det opmærksomheds-pladsen op for, at følelserne kan nå bevidstheden. I den forstand kan tankeprocesser gøre det vanskeligt at mærke og dermed forstå, hvordan det kan være, du har det sådan som du har det.
Opmærksomheden kan nemlig kun fokusere på en ting ad gangen.
Jo mere du tænker over, hvordan du har det, jo mere frustreret bliver du måske. Og så er der endnu en besværlig følelse at blive forvirret over og bruge tankekraft på. Det kan hurtigt blive en ond spiral.
For klog til terapi – når du pludselig får det svært i livet
Jeg har ofte mennesker i terapi, som er stødt på udfordringer i følelseslivet, de ikke kan forstå – selv ikke med en intelligent hjerne, der ellers plejer at vide alt eller at kunne tænke sig frem til løsninger.
De kan IKKE regne ud eller analysere sig frem til, hvordan de har fået det, som de har det – det giver ingen mening for dem.
I stedet for at komme overens med, hvordan de har det, kæmper de imod og forsøger at fortrænge følelserne og tænke sig til svaret. De prøver at analysere deres tilstand i stedet. Det lader til at gøre det hele værre og også det er uforståeligt for dem.
I psykoterapi ( Psykoterapi København) i Oplevelsesorienteret og emotionsfokuseret psykoterapi som er den tilgang til terapi, som jeg og mange andre psykoterapeuter anvender, er det følelserne og emotionerne ( de kropslige reaktioner og deres samspil med tankerne), der er det primære fokus. Følelserne baner vejen til at mærke og forstå sine problemer på en anderledes måde, end tankerne alene kan.
Utålmodig med dine følelser
Det er ofte yderst svært og uvant for mennesker, der er vant til at kunne regne verden ud, nu at skulle forsøge at mærke følelsesmæssigt efter.
Der kommer hele tiden tanker ind over og trangen til at analysere, og tankemæssigt forstå og udregne problemerne, spærrer hele tiden vejen for fremdrift.
Der er ikke noget at sige til, at det er svært for dem at skabe adgang til følelses-kanalen. Eller at acceptere at følelser også er betydningsfulde retningsvisere.
Og der er ikke noget at sige til, at kloge hjerner let bliver utålmodige med både sig selv og terapeuten, når vi igen og igen skal tale om følelser, der ikke nødvendigvis bevæger sig i den mest praktiske eller kloge retning.
Hvordan bliver man klogere endnu?
Sårbarhed eller tristhed, eller angst feks. hvordan regner man det ud? I forsøget på dette fortrænges selve følelsen igen fra den vågne bevidsthed og så stopper fremdriften i forløsningen af følelsen igen.
Så hvorfor overhovedet gå i terapi et sted, hvor følelserne er i fokus, når man ikke er sådan skruet sammen? Når man egentlig føler sig for klog til at gå i terapi og er vant til at klare problemerne selv? Når man meget hellere vil analysere sig frem til svarene?
Jo – Det er netop en god ide! Der er intet at komme efter eller rette op på eller udvikle på den intelligensmæssige side af ligningen. Til gengæld er der en hel verden at opdage i følelseslivet.
Følelser har deres eget liv og kan ikke styres med intellektet. Følelser er en helt anden stærk urkraft – en kilde til dyb forståelse og stor berigelse og ro også for mennesker, der tror de er for kloge til at gå i terapi.
Hvorfor er følelser vigtige?
Alle mennesker uanset hvor kloge vi er, er udstyret med helt basale følelser. De er i tæt sammenhæng med vores behov og disse styrer til hver en tid, hvordan vi har det – om vi vil det eller ej.
Læs også : Følelser – livets kompas
Hvis vi ikke kender vores følelser, mærker dem og kommer overens med dem, så kommer følelserne til at leve deres helt eget uregerlige og uforståelige liv. Der kan nemlig i virkeligheden aldrig slukkes for dem! Du snyder bare dig selv for at kende dem.
Ved derimod at dykke ned i følelserne, lære dem at kende, mærke dem og leve dem, i stedet for at undertrykke dem, giver du følelserne plads til at folde sig ud og blive til livfuldhed. Og ad den vej opnår du ny indsigt i dig selv. Det føjer endnu et stærkt aspekt til et klogt menneskes liv.
Derfor!
Vil du have andre vinkler på dit liv fra en, der er klog på følelser? Er du for klog til at lade være?
Så kontakt mig her.
Skrevet af Psykoterapeut Anne-Marie Jensen, Psykoterapeut i København centrum, lige ved metroen på Kongens Nytorv