Elsk dine skyggesider !

At illustrere skyggesider

Hvad er skyggesider?

Skyggesider er de af dine personlighedstræk, du holder mindst af og derfor forsøger at skjule for både dig selv og dine omgivelser.

Ethvert personlighedstræk har en modpol. Lige som en mønt har to sider. Du består af godt og ondt, evne til sorg og til glæde, indadvendthed og udadvendthed, indeholder både mildhed og vrede, er inkluderende og ekskluderende. Sådan er det at være menneske.

Du er kommet ind i livet med en god portion af alle personlighedstræk. De ligger latent i dig og skal bare accepteres.

Alle dele af din personlighed – også skyggesiderne – indeholder værdifulde kompetencer, og et kæmpe vækstpotentiale.

Vi kender kun til frihed, fordi vi også ved, hvordan det er at være ufri. Vi ved, når vi føler os svage, fordi vi også ved, hvad styrke er og hvordan det opleves. Det er bare ikke alle følelser vi bryder os om at have.

Dit liv har vist dig, hvilke sider af dig, der var ønskværdige og hvilke du har fået negative oplevelser med.

I takt med din vækst og læring er visse sider af dig “lagt i glemsel”. Og når du med tiden har skulle sætte ord på dig selv – præsentere dig – og gøre indtryk, har du naturligt nok valgt de sider af dig, du bedst selv kan lide og som har givet dig flest gode oplevelser.

Langsomt bliver disse sider til din og omverdens opfattelse af dig – dine lyssider. Mens skyggesiderne bliver karaktertræk du “ihvert fald ikke er indehaver af”.

Når du ikke bryder dig om dine skyggesider

Men som sagt er dine skyggesider også vigtige karaktertræk hos dig. Når du afskyr sider af din egen personlighed eller undertrykker dem, som om de ikke var en del af dig, så er det som at føre en indre krig. Du risikerer at gøre skade på dig selv og blive syg i stedet.

Din krop og din psyke påvirkes af det, du gør ved dem gennem tanker og handlinger. Det er bedst at være i indre harmoni. Den stærkeste harmoni opstår, når der er indre fred og accept.

Når der er sider af dig, som du ikke ønsker at være, forsøger du at holde dem ude af din bevidsthed.

Konsekvensen af dette er fastlåsning. Det får det til at opleves utrygt at bære rundt på sider af dig, der helst ikke må blive set. Skyggesiderne er der, uanset hvor meget du prøver at skjule dem.

Jo mere du holder dem nede jo mere skadelige kan de blive.

Hvordan bliver du bedre til at holde af dig og dine skygger?

Måske er du ikke klar over, hvordan du skal gøre det ! For hvis du var, ville du kunne begynde at gøre noget andet.

Du ville i stedet lære både din usikkerhed, din arrogance, din smålighed, din vrede, og din useriøsitet eller din afhængige, eller jaloux side at kende. Du vil opdage, at de i virkeligheden indeholder en masse ressourcer, som du ikke udnytter idag.  (Læs evt. mere om skyggesider her)

Det viser sig måske ved nærmere undersøgelse, at både din usikkerhed, din arrogance, vreden og småligheden har et formål – et godt formål. Måske er de måder at skabe en passende afstand til andre mennesker, så du undgår at blive såret, eller så du kan stå mere klart frem som dig selv.

  • Når du bliver usikker, så trækker du dig og så undgår du at blive trådt på.
  • Når du er arrogant så signalerer du: “hold dig væk” og dermed undgår du at få andre ind over dine grænser.

Men når du foragter de sider af dig, der har til formål at passe på dig, så fjerner du dig fra din eneste beskyttelse og det opleves selvfølgelig farligt. Det er klart.

Derfor skruer du helt ubevidst endnu mere op for dine skyggesider. Arrogancen, usikkerheden, vreden og de andre (som jo er dine beskyttere – men som du ikke bryder dig om) vokser jo mindre du tager dig af dem. Du ender  med at holde dig selv fanget i dem, i stedet for at lære noget af dem og med tiden slippe for den anmasende måde disse sider af dig kommer til udtryk på.

Det er heller ikke ualmindeligt at for at undgå at være ejer af vores skyggesider, så projicerer vi dem over på andre. Vi får tydeligt øje på hvor negative, smålige, ærgerrige og vrede andre mennesker er. Det taler vi gerne højt om. Men som man siger : det er nemmere at se splinten i den andens øje , end bjælken i sit eget.

Du kan læse mere om projektion i blogindlægget: “Det er din skyld jeg er ked af det”

Hvad skal du gøre med dine skyggesider?

Nysgerrighed på dine skyggesider er det bedste råd jeg kender.

  • “Hvordan kan det være, at jeg bliver så afvisende i denne her situation? Det er ikke en side af mig, jeg bryder mig om. Hvad er den mon godt for?”
  • “Ih nu bliver jeg ked af det igen – jeg tuder hele tiden – men hvad er jeg mon ked af? – Hvordan er det hjælpsomt for mig at være ked af det nu? Der må være en god grund til det”?

Prøv om du tør stole på det du mærker.

Bliv lidt længere i de følelser, du ikke bryder dig om.

Vær sammen med dem, sådan rigtigt.

Forstærk dem om muligt.

Tillad dem at folde sig mere ud.

Så vil du helt sikkert opdage og ikke mindst mærke noget nyt om dem.

Du vil garanteret blive overrasket over den ressource, der findes i følelsen.

Giver det mening? Så prøv det af!  (Læs også : Følelser – livets kompas(Åbner i en ny browserfane)

Vil du have hjælp med det, så kan du kontakte mig lige her.

Skrevet af Par-og Psykoterapeut Anne-Marie Jensen.

Forfatter: Anne-Marie Jensen

Par-og Psykoterapeut Anne-Marie Jensen. Uddannet Psykoterapeut i 2008. Medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Udbyder individuel Psykoterapi, Parterapi og Relationsterapi. Arbejder bl.a. med samlivs- og kommunikations-udfordringer i parforhold. Og med selvværd, livskriser, stress, angst og problemer i forholdet til andre mennesker. Desuden uddannelse i Organisation og erhvervsøkonomi fra CBS. 17 års erfaring fra arbejde med Organisationsudvikling i roller som Human Ressources Konsulent og Supervisor i internationale virksomheder. Klienter er primært voksne mennesker, der ønsker udvikling og som formår at tage del i ansvaret for egen udvikling i terapiforløbet.

Andre blogartikler