En projektion er en forskydning af følelser og ansvar. Projektioner finder ofte sted, når vi ikke har lært at være med vores egne følelser og at eje ansvaret for dem. (F.eks. “Det var ikke min skyld – det var dig der….). Ofte bruger vi projektion fordi vi ikke har lært at vores følelser er ok og betydningsfulde.
Vi projicerer allesammen i større eller mindre grad og med jævne mellemrum. Vi forskyder følelsen/ansvaret og oplever det, som tilhørende omverden og ikke os selv.
Nogle eksempler på projektioner
⁃ Projektion: “Årh den irriterende bus – den kunne da godt lige have ventet – nu kommer jeg for sent” . Betydning: Det er bussens og dens chaufførs skyld, at jeg kommer for sent. Det er med andre ord ikke mig, der skulle have været i bedre tid.
⁃ Projektion: “Det er min fars skyld, at jeg aldrig nåede længere i livet – han har altid fyldt det hele“
Betydning: Mine livsvalg afhænger af, hvor meget min far fylder. Jeg har ingen muligheder for selv at påvirke min livsvej som voksen.
Beskyldninger er ofte pojektioner
En projektion bliver ofte udtrykt som en beskyldning rettet mod andre. I virkeligheden tager vedkommende, der projicerer ikke behørigt ejerskab for sine egne følelser.
Ofte har vedkommende en følelse, som er opstået efter at noget udefrakommende er sket. Det kan være noget nogen har sagt eller gjort. Det kan være triggende, og der kan opstå en følelse i dig på den baggrund, men i bund og grund er den følelse der trigges jo din egen følelse og ikke noget nogen har skabt inden i dig.
I nogen situationer kan beskyldningen virke ret absurd og dermed nem at afvise. I andre situationer kan vi komme til at identificere os med projektionen.
Som offer for andres projektioner kan du altså blive bebrejdet eller anklaget for noget, du har svært ved at genkende. Feks. kan anklagen lyde: “Du er krænkende i din opførsel” (= det handler om dig og din opførsel) i stedet for “Jeg følte mig krænket. Det du gjorde gik over min grænse” ( = det handler om mig og hvordan jeg fungerer).
Projektioner kan være forvirrende at finde ud af. For havde du måske alligevel del i skylden? Man kan godt blive i tvivl, særligt hvis den, der projicerer virker overbevist om din skyld.
Gode råd mod andres projektioner
Hvis du lever tæt på et menneske, der ofte projicerer ( måske er det din datter, din bror, din mor eller din partner i livet), så kan det kræve sit at holde fast i sig selv og afvise projektionerne.
Et par gode råd, hvis du er offer for andres projektioner – jeg forudsætter at vedkommende er en, der betyder noget for dig.
Først projektionen:
“ Du har aldrig tid til mig – du er ligeglad med mig”
Og det du kan gøre:
⁃ Start med at lytte til det, du bliver beskyldt for. Giver det mening? Er det objektivt sandt? Hvis ikke, så ligger der sikkert noget andet bag beskyldningen – en projektion formentlig og dermed en følelse hos den, der beskylder dig.
⁃ Prøv at lytte efter den underliggende betydning af det, den anden siger. Måske betyder det: “ Jeg føler mig så alene – jeg savner dig”.
⁃ Svar derfor på dette i stedet. Feks. Ved at stille spørgsmålet “ Siger du at du savner at være sammen med mig? Jeg vil også gerne være sammen med dig – jeg har vist bare haft lidt travlt”.
⁃ Afvent reaktionen på dette. Hvis du ramte rigtigt med din tolkning, så har du dermed bragt samtalen tilbage på det rigtige spor igen. Oven i købet på en kærlig måde. Du har hjulpet den anden til at tage ejerskabet af projektionen tilbage.
⁃ Hvis du ikke ramte rigtigt med din tolkning eller den anden er vedholdende i sin fremføring af din skyld, så må du gå lidt mere ind i sagen. Start med at afvise den tolkning den anden lavede. “ Du siger jeg er ligeglad med dig – Det passer ikke. Det er ikke sådan jeg har det”.
⁃ Anerkend den andens følelse. “ Jeg er med på at du oplever det sådan. Det er jeg ked af”.
På en kærlig måde får du igen både afvist projektionen og lagt den tilbage, hvor den kom fra, samtidig med at du tilbyder dit nærvær.
Pas også på dig selv
Hvis relationen er sund, er der gode chancer for, at I kan tale jer tilrette og få placeret følelserne der, hvor de bor.
Måske sidder du nu og tænker “Hvorfor bliver det mit ansvar at redde trådene ud, når det var den anden, der var urimelig”
Det er det, dels fordi det nu er dig, der ved noget om projektioner – og viden forpligter desværre. Og dels fordi du skal tage vare på dig selv, så du ikke bliver så såret. Det kan du ikke forvente, at den der sendte projektionen afsted formår. Ved at tilbagevise projektionen kærligt og opmuntre til dialog som ovenfor, får du passet på både dig selv og relationen og da vi nu forudsatte at relationen var betydningsfuld, så er det også vigtigt for dig at passe på den.
En anden god grund er, at der sjældent kommer nogen læring for nogen ud af, at vi sender projektioner hårdt tilbage. Det vil blot fange dig ind i selv at projicere.
Er relationen derimod ikke vigtig, så sig blot. “ Det der har ikke noget med mig at gøre” og så fjern dig rent fysisk fra det.

Har du brug for min hjælp til at arbejde med dine projektioner eller med de projektioner, du bliver udsat for, så er du velkommen. Du kan booke en tid her:







