Spørgsmål til Psykoterapeutisk Brevkasse
Hej Anne-Marie
Jeg forsøger at give dig et så godt som muligt indblik i min situation, som jeg behøver noget sparring på.
Min mand er og jeg er begge midt i 30’erne.
Lavt selvværd hos min mand
Jeg mødte min nuværende mand for 3 år siden. Vi var begge blevet skilt og havde været alene ca. 3 år. Jeg havde to børn fra mit ægteskab. Han havde ingen børn. Hans ekskone var hans barndomskæreste – så han har aldrig haft andre end hende – og efter hvad jeg kan fornemme, var han meget glad for hende. Da jeg mødte min mand var han meget forsagt og var ikke særlig god til at udtrykke sig. Han havde været i et forhold, hvor han måtte gå på æggeskaller for at behage sin daværende kone og derfor, var han meget forsigtig i forhold til at sige noget.
Hans selvværd er blevet meget bedre og i dag siger han sin mening om tingene, men kan stadig være konfliktsky. Han giver selv udtryk for, at det er i kraft af mig, at han tror så meget på sig selv – og at han ville ønske, at han havde mødt mig noget før i livet. Seksuelt var han heller ikke særlig selvsikker, men efter at blive bekræftet i, at han er god nok – alene det at have et velfungerende sexliv har rykket ham utrolig meget.
Forældre sammen
Vi blev meget forelskede i hinanden og efter ca. ½ år blev jeg gravid med mit 3. barn og hans første barn. Det var ikke meningen, at det skulle gå så hurtigt, men rollen som forældre har vi begge påtaget os og vi flyttede sammen, da jeg var ca. 2 måneder henne. Mine to børn har taget pænt imod min mand – og accepterer ham fuldt ud som en del af familien.
I starten var min mand meget opmærksom og sød – kunne kramme mig umotiveret, kysse og nusse. Vi har ofte sex – og har haft det igennem hele vores forhold.
Der er sket meget i løbet af de år vi har været sammen: Jeg flyttede ud til ham, vi fik vores datter – og jeg overtog sidste sommer mine forældres virksomhed. I realiteten er det også min mands livsdrøm og han opsagde sit job for at arbejde og være en del af virksomheden.
Igennem vores forhold har der været nogle hurdler vi skulle igennem. Jeg har altid været en fri og meget selvstændig kvinde. Seksuelt har jeg mange erfaringer og har haft mange gode oplevelser med flere mænd – nogle som blev venner. Disse venner har min mand bedt mig brænde alle broer til – fordi han kunne ikke forstå mit behov for at holde kontakten, når nu jeg var i fast forhold.
Jeg har derfor gjort som han ønskede for at gøre ham tryg i vores forhold.
Er forretningen vigtigere end mig?
Vi er efterfølgende blevet gift og han bruger meget af sin tid i virksomheden. Det er dog stadig mig, der ejer hele virksomheden og der er særeje på det. Jeg er begyndt at have en trist fornemmelse af, at virksomheden efterhånden er vigtigere end mig. At det fylder mere at være der, lave forretninger – end det fylder at tage del i familielivet, og jeg er begyndt at føle mig ensom.
Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg ikke er vigtig for ham. Han er ikke opsøgende i forhold til tid med mig, knus eller kys – han er kun opsøgende i sengen. Efter en tid med ingen nærvær begyndte jeg at trække mig fra ham – ikke at jeg afviste ham i sengen – men at jeg ikke tog initiativ til noget, som jeg plejer. Efter 10 dage spurgte han, om han havde gjort noget forkert – og jeg svarede ham, at jeg ikke følte mig knyttet til ham i så høj grad som tidligere – fordi det snart er det eneste sted, han viser mig opmærksomhed. Han udviste en vis forståelse, men der er ikke sket noget. Det er stadig andre ting, der er vigtigere end både jeg og familien.
Jeg føler, at jeg har opbygget ham – samtidig med at jeg er blevet nedbrudt – og jeg føler at jeg giver og giver – uden at få noget igen. Han tager bare mig – og hele vores liv som en selvfølge. Det gør mig rigtig ked af det. Jeg gør for det meste meget ud af mig selv, træner, har ikke efterfødselsvægt, jeg siger dagligt, at jeg elsker ham, nusser ham lidt i nakken – giver ham kys – bekræfter ham i sengen, viser nærvær, at jeg sætter pris på ham – arrangerer tur i bio, stand-up osv., sørger for ALT i hjemmet… samtidig med at jeg passer regnskaber og er ved at læse til eksamen – men jeg modtager intet. Ingen små kort, tilkendegivelser om taknemmelighed, kærlighed – ingenting. Praktisk kan han være en stor hjælp – når jeg beder ham, men ofte har han travlt og er her ikke.
Jeg tænker ikke, at det er modvilje – men manglende vilje til at prioritere mig og børnene udover noget andet.
Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg ikke aner, hvordan jeg skal vække ham – jeg har forsøgt at sige til ham, at jeg har brug for ham, brug for at have tid og nærvær, men der sker ikke noget. Jeg har forsøgt at være anerkendende i min tilgang – jeg er meget opmærksom på, at jeg ikke hakker på ham – men tager udgangspunkt i mig selv.
Føler mig ensom
Hvad skal jeg gøre? Jeg er der, hvor jeg er så ensom, at jeg på et eller andet tidspunkt siger stop. Jeg ved af erfaring, at jeg på et eller andet tidspunkt giver op og så ender det med en skilsmisse – for i min verden er livet alt for kort til at blive ved med at gå på kompromis med sig selv – og være mere ensom i sit ægteskab end jeg var, da jeg var alenemor – det er simpelthen for trist.
Håber på et konstruktivt svar … det ville falde på et tørt sted.
Svar fra Psykoterapeutisk Brevkasse
Kære Du !
Tak for din henvendelse til Psykoterapeutisk Brevkasse.
Det lyder som om I har haft det godt med hinanden gennem flere år. I starten viste han med tydelige og letforståelige tegn, at han holdt rigtig meget af dig, var taknemmelig for alt det nye, som du og din lille familie bragte ind i hans liv. Han blomstrede op og begyndte at genvinde fodfæste i dit selskab.
Det må have været skønt for både ham og dig.
Nu efter nogle år, er det blevet hverdag og begejstringen og væksten er stilnet af og nærhed er der mest af på det seksuelle område, fortæller du.
En fælles opgave
Jeg forstår, at du både undrer dig over det og synes at der mangler noget vigtigt i jeres samliv. Det skal du og han selvfølgelig tage alvorligt. Først vil jeg dog lige sige, at der flere måder at anskue din mands ageren på – Ligesom der altid er, når vi bliver udfordrede af noget i livet.
Jeg kan høre, at du vælger at tolke hans opførsel som udtryk for, at du ikke længere er så vigtig for ham.
Jeg tror ikke det nødvendigvis er sådan og jeg vil derfor tilbyde dig et andet perspektiv på situationen. Prøv at mærke efter og tænke efter, om det også kunne være en måde at forstå jeres livssituation på:
Forskellig programmering af mænd og kvinder
Mænd og kvinder er meget forskellige på mange måder. Mænd er helt fra urtiden og i øvrigt ofte også gennem opvæksten “programmerede” til at være familiens ”skaffere” i langt højere grad end kvinder er.
Kvinder er i modsætning hertil “programmerede” til at yde omsorg for børn og skabe tryghed inden for rammen af boligen og familien. Og sådan er det stadig for mange – uanset Rødstrømpebevægelsens forsøg på at bevise det modsatte.
Mænd føler sig ofte holdt mest af, når de bliver anerkendt for det de udretter for familien og når de bekræftes seksuelt.
Kvinder føler sig oftere holdt af, når de værdsættes for det, de er og det de gør for andre.
Så derfor er det naturligt for mænd at vise deres kone kærlighed ved at gå ud i verden og udrette store ting og skaffe føden og den økonomiske og status-mæssige tryghed til huse.
Mens det for kvinder er naturligt at vise omsorg og kærlighed via nærhed og gerne at ville anerkendes for det.
Desværre betyder det også tit, at vi forventer at den anden viser sin kærlighed på den måde, som vi forstår den bedst, nemlig vores egen måde at vise kærlighed på. Man kan dog få meget ud af at lære at forstå hinandens kærlighedssprog bedre.
Prøv at skifte dit fokus
Hvis du ser din mands ageren med de briller på, så viser han dig måske i virkeligheden stor kærlighed ved at kaste sine kræfter i jeres fælles virksomhed.
”Virksomheden er vigtigere end mig” og ”der er stadig andre ting der er vigtigere end både jeg og familien” siger du. Men er du sikker på det? Måske er det netop kærlighed, at han ikke længere er afhængig af, at du skal rejse ham op eller stive ham af. Nu kan han selv og han er endda god til det og det vil han gerne vise dig, for at du kan blive stolt af ham.
Du skriver også at ”han tager bare mig og hele vores liv som en selvfølge”. Måske er det ikke så værst endda? For mig kunne det lyde som om han er faldet til ro og for første gang i måske mange år føler sig på sikker grund. Først når man føler sig tryg og i sikkerhed kan man tage livet som en selvfølge. Og det at han er nået dertil sammen med dig er en stor ting for en mand med et lavt selvværd.
Men det der ikke er så godt er, at du føler dig forladt af ham og bliver ensom i forholdet. Og når du prøver at sige noget om det, så lyder det som om han ikke helt forstår dig, eller ikke tager det alvorligt nok.
Du har tydeligvis brug for noget mere. Måske kan det at se på situationen på en anden måde (feks. som skitseret ovenfor )hjælpe dig lidt af vejen, men er det ikke nok til at vende din oplevelse af jer, så må I tale sammen om det igen.
Og der tror jeg, du skal være mere tydelig med din oplevelse og med at udtrykke dit behov. Han kan formentlig ikke gennemskue, at det du siger, betyder at du føler dig ensom og forladt, når du ikke bliver set og anerkendt og holdt om. Det har jo altid været dig, der var den stærkeste af jer to.
(Læs blog indlægget om vigtigheden af at tale sammen) (eller dette : Taler I om følelser
Måske skulle du vise ham dit brev her, for i det udtrykker du dig meget klart og tydeligt om situationen og om baggrunden for din følelse? Rusk i ham og stil nogle krav om det, du har brug for. Hav tålmodighed med at han lige skal forstå, at du ikke kun er stærk, men også nogen gange svag og har brug for ham.
Jeg håber du får vendt situationen og perspektivet, så du igen kommer til at se den styrke i jeres forhold, som bl.a. du har skabt.
Har du brug for yderligere input, så er du velkommen til at skrive igen.
Mange kærlige hilsener
