Spørgsmål til Psykoterapeutisk Brevkasse
Min datter ødelægger sit liv !
Hej Anne-Marie!
Jeg har 2 børn – Sofie på 10 og min datter på 21 år, som har haft en hård barndom. Voksede op med “weekend far” i 8 år. Som 4 årig i voldsom bilulykke med hjernerystelse og adskillelse fra mig for første gang i hendes liv i flere uger.
Min første Skilsmisse, da hun var 8 år og samme år flytning fra hjemland til Danmark.
En psykisk voldelig stedfar. Min Skilsmisse igen da hun var 18 år.
Stedfaren påvirkede hende psykisk så voldsomt, at hun havde store sociale problemer. Droppede ud af 2 gymnasier. Flere brud med veninder og kæreste. Hun rejste så til sit hjemland for at genetablere forhold til sin far. Hvilket mislykkedes. Fik uheldige venskaber dernede. Til sidst fik hun en voldelig kæreste, som hun er sygeligt knyttet til. Hun er ikke i stand til at have arbejde i længere tid.
Hun kom tilbage til Danmark i starten af januar og virkede som om hun ville starte et nyt liv.
Men det gamle fortsatte. Vågen om natten og sover halvdelen af dagen. Ikke i stand til at finde job. Hun er handlingslammet.
Det kom så langt ud at fordi hun ikke kunne finde sit pas flippede hun ud og var agressiv. Hun smed med stole og ting.
På psykiatrisk skadestue
Jeg pressede hende at komme på psykiatrisk skadestue hvilket lykkedes, men hun “tog maske på” og beskyldte mig bagefter for at tvinge hende til at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.
Hun tog hævn og skrev til min exmand (sin voldelige stedfar) at hun vil samarbejde med ham om at tage min mindste datter fra mig.
Efter alt det, så vil hun ikke følge reglerne herhjemme. Det resulterede i, efter at have snakket både med min egen læge, kommunen, Psykiatrifonden, adskillige hjælpeorganisationer, traf jeg beslutning om at smide hende ud hjemfra. Jeg har ikke haft kontakt til hende i flere dage. Jeg troede hun ville tage det første skridt.
Bange for at miste hende
Hun er en stille pige og ret indesluttet. Jeg forstår hende godt at hun er frustreret og desperat og ked af det. Forstår godt hun er vred på mig , for der er så mange ting, der ikke er lykkedes i hendes unge liv. Men jeg forstår ikke hun har så meget had, og at hun ikke kan forstå konsekvenserne af sine handlinger.
Mit hjerte brister. Jeg kan ikke finde ro og er bange for at miste hende. Og jeg vil gerne mine piger har fortsat kontakt til hinanden.
Den desperate mor.
Kære Desparate mor!
Hvor jeg dog føler med dig! Og med din datter, som ikke har det nemt, hverken med sig selv eller andre mennesker.
Mange store og voldsomme ting, er overgået jeres lille familie og det har naturligvis påvirket din datter dybt.
Du har gjort mange ting rigtigt
Jeg synes, du har gjort det rigtige ad flere omgange. Både ved at bryde ud af voldelige parforhold og gøre alt, hvad du har kunnet, for at finde hjælp til din datter, da hun fik det svært.
Vi er jo ikke altid herre over de vilkår, vi løber på i livet. Og du har formået at handle dig ud af disse vilkår. Det er rigtig godt. Dyb respekt for det!
Din datter har brug for hjælp
Desværre fjerner det ikke den lidelse din datter har oplevet og som stadig sidder i hende.
Jeg er ret overbevist om, at hun har brug for psykiatrisk hjælp fortsat.
Hun har også brug for både dig og sin søster, som holder af hende.
Kærlighed og forståelse er vigtigt, når mennesker har det svært, men det kan ikke stå alene. Hun skal have professionel hjælp også. Og det kan være gavnligt nogen gange at sætte en klar grænse, som du også har gjort.
Svært at holde af, når man møder så meget modstand
Det er svært at være nærtstående familie og være i kontakten med den unge på en konstant og kærlig måde, når man møder aggressiv adfærd og modstand. Det kan ligne had, men handler nok meget mere om hendes egen indre tilstand og ikke ret meget om dig.
Din datter er ude af sig selv. Hun skader igen og igen vilkårene for både sig selv og sine kære. Det kræver et enormt overskud af dig, at skulle være der for hende. Vær klar over, hvad du selv kan holde til og respekter dine egne grænser . Det gavner nemlig ingen, hvis du også går i stykker.
Tal om det, der er gået galt
Har du og din voksne datter talt om alt det, der er overgået hende gennem opvæksten? Det kan være godt at gøre, så hun forstår, at du også ved, at Intet af det var hendes skyld, men helt og aldeles dit og hendes fars og stedfars ansvar.
Tag ansvar for, at I ikke altid var i stand til at give hende de vilkår, et barn har brug for. Det er hårdt men også nødvendigt at erkende. Og det alene kan hele mange sår på sjælen.
At få uroen ud et sikkert sted
Jeg hører ofte at unge mennesker, der har det så svært inden i, som jeg forstår at din datter har, har tendens til at vende den største vrede og grænsesøgning mod de mennesker, der elsker dem mest.
Din datters indre uro er formentlig så stor, at hun er nødt til at få uroen ud overfor en, hun ved elsker hende. Hun ved at kærligheden fra dig er tilstede og er ubetinget ( selv om du nok som så mange andre mødre, jeg har talt med i samme situation, godt selv kan blive i tvivl om din kærlighed ind i mellem – det er helt forståeligt og naturligt).
Hun udfordrer din kærlighed og dine grænser, for at teste, om hun virkelig kan regne med dig. Når hun bliver grænseoverskridende nok, og du bliver træt nok af hendes adfærd, så bekræftes hun desværre i sin egen største frygt – at andre ikke kan holde hende ud. Derfor er det så vigtigt at holde rigtig godt fast i dig selv og at forstå, at hun med al sin umulige adfærd egentlig bare udtrykker, at hun har det svært og har brug for dig til at vise vejen.
Jeg tror du gør klogt i selv at få hjælp til at bevare både dine egne grænser og din kærlighed til hende. Og måske også til at arbejde dig igennem de traumatiske oplevelser, du måske også “har med i bagagen” efter samlivet med en psykisk voldelig mand. Det er meget vigtigt både for din trivsel og for hendes, at du har rede på dig selv.
Det er desværre hårdt arbejde at være nærmeste pårørende til en ung kvinde, der er psykisk lidende.
Kærlighed, forståelse og hjælp
Det bedste du kan gøre i relation til din datter er altså, at give hende din kærlighed og forståelse, være den voksne, der rækker ud, og samtidig passe på dine egne grænser. Hjælp hende til at få den fornødne hjælp hos fagpersoner, der er særligt uddannede til at tage vare på psykisk sårbare mennesker (f.eks. i psykiatrien).
Stabile relationer, kærlighed og hjælp til at håndtere det indre kaos er mit bedste bud på, hvad der skal til for at skabe lidt mere ro for din voksne datter og for dig.
Jeg ønsker jer alt det bedste og håber I finder hinanden og roen igen.
Mange kærlige hilsener
Anne-Marie Jensen
