Spørgsmål til Brevkassen
Min nye kæreste har pludselig trukket sig
Hej Anne Marie.
Jeg er temmelig ulykkelig og forvirret, og ønsker et godt råd, udefra.
Jeg fandt, i oktober måned, sammen med en fyr fra min fortid, efter at have brugt mange år på, at komme fri af voldeligt forhold og flere år som single. Fyren her kender jeg, som en god, loyal og trofast fyr, som har mistet sin kone til kræft, for et par år siden, efter flere års sygdom. De har været sammen i mange år, og han har været en trofast og god støtte, i hendes sygdomsforløb. – Han har flere firmaer og 4 voksne børn (egne og konens), som han er der 100% for.
Gammel kærlighed
Han havde, angiveligt, altid haft et godt øje til mig og ønskede, at være kærester, nu. “Overtalte” (jeg var helt færdig med mænd) mig til at gøre forsøget, sammen, og ville mig, ubetinget. Det var vigtigt for ham, straks at inddrage mig i sin familie og vennekreds.
På en 3 ugers rejse, han havde planlagt i forvejen, ringede han hjem til mig flere gange om dagen, hvor han bedyrede sin kærlighed.Han gik hjem på hotellet flere gange, om aftenen, for at ringe og sludre i timer, med mig, i stedet for at feste med de andre. Han har på alle måder vist, at han bare vil mig og har – efter hvad han siger – haft interesse altid.
Han har gemt billeder af mig fra vores fortid, og vist dem til sine børn. Han skrev på FB til venner, under rejsen, at han havde fundet kærligheden. Jeg hentede ham i lufthavnen, da han kom hjem. Vi sås nogle gange, og alt var fantastisk. Han ville så gerne møde mine venner og familie også og arrangere rejse med mig (nåede aldrig noget af det).
Kaos i hans liv
Da han kommer hjem fra sin rejse, får han ekstremt travlt! Har flere firmaer, en datter har født for tidligt, mens han var ude at rejse, han holder jul for familien, skal lave årsregnskaber, for 3 firmaer, (som datteren plejer, at stå for), har en stor familie, der kræver hjælp og støtte. Jeg får konstateret en knude i underlivet, der skal opereres, på et tidspunkt. Han insisterer på, at være der for mig. Lige efter, sker det samme for hans mor, (det var det, konen døde af).
Han er lige op til jul, tydeligt MEGET presset. Jeg ser en yderst presset, træt, trist, grådlabil mand, der er i knæ og selv giver udtryk for det. Han knokler fra kl. 6-22 og har overnattende gæster i 8 dage omkring jul, og skal holde jul for en stor familie. Giver udtryk for, at det hele er ved at være for meget for ham – hvilket er HELT forståeligt. Han afviser dog mine gentagne tilbud om hjælp (han er vant til at klare alt for alle).
Han køber festivalbilletter til ham og jeg til om 8 mdr. den 20. dec. Det tyder på, at han stadig vil mig… Vi ses ikke rigtig ml. jul og nytår, pga. hans travlhed og den ene dag vi skal til julefrokost sammen bliver aflyst, da han bliver syg.
Skal vi stoppe vores forhold?
Han kan til sidst ikke mere, og melder fra til nytårs aften med mig, få timer før. Han gør det ikke forbi. Siger han ikke engang kan holde til at se sin egen familie, aldrig har haft det som han har det i hovedet, og ikke kan mærke sig selv. Alle gængse stresstegn. Han virker nede og lidt rystet, over at have det, som han har det.
Jeg spørger flere gange, om han ønsker vi skal stoppe forholdet. Den er altså lige til højrebenet, hvis han vil det. Dertil siger han at han må have tid til, at tænke.
Jeg kontaktede ham ikke i 14 dage. Derefter ringede jeg, for at høre, hvordan det gik ham. Han sagde det gik fint, havde stadig meget at se til, men mindre presset. Jeg spurgte, om jeg skulle give ham ro fortsat, men fik at vide, at jeg bare kunne ringe.
To dage efter ringede jeg igen. Han havde travlt på arbejdet, men ringede så selv tilbage om aftenen. Vi havde en god snak, men ikke om os. Jeg var bange for, at presse ham. Han skal på en kort skitur, dagen efter, hvilket jeg er klar over.
Jeg er selv i krise – og hører intet fra ham
Jeg skal igennem en stor operation, hvilket jeg fortæller ham. Han fortæller så, at han desuden tager på en tur 4 dage, når han kommer hjem fra skitur. Det undrer mig lidt, at han har overskud, men jeg siger intet.
Jeg beder ham igen fortælle mig, hvis ikke han vil mig mere, og det lover han. Han får næsten lagt ordene i munden, i forhold til, hvis han vil stoppe vores forhold. Han svarer, at det skal han nok… Han har dog aldrig gjort det forbi og jeg tænker, at så er vi stadig kærester.
Jeg håber så, at høre fra ham, inden operation. Hører intet. Derfor skriver jeg et langt brev, om mine følelser, hvor jeg står i forhold til ham osv. Beder om ærlighed, fremfor alt, alt i alt et sødt og følsomt brev, som ligger til ham, når han kommer hjem, uden bebrejdelser.
Har intet hørt! Været igennem et helvede, i forhold til operation og smerter, og er smadret af kærestesorg, og af ikke at vide noget som helst om, hvad han tænker. Han har hidtil bedyret, at det intet har med mig at gøre, men ham, der er noget galt med…
Jeg har tænkt, at han måske ikke orker, at skulle svare på mit lange brev, og måske har det skidt over, at have lukket af for mig, da han ved, at mine tidligere forhold med vold, har budt megen smerte. Måske ved han slet ikke, hvad han vil og kan ikke svare. – Det behøver han jo heller ikke, hvis blot jeg kendte hans tanker…
Alt taler for at han vil mig men jeg er stadig i tvivl om hans signaler
Der er nu gået 14 dage, siden vi talte sidst. Idag fik jeg svar på prøver, der sagde alt var fint. Jeg har tænkt, at han muligvis kan være “flygtet” grundet frygten for sygdom, forløbet, igen at kunne miste osv. Han har tidligere fortalt, at han ikke har følt de følelser, som for mig, i 20 år og at han var meget forelsket… og SLET ikke i tvivl om, at han ville mig altid. – For pludselig – fra den ene dag til den anden, at forsvinde… Derfor sendte jeg idag et billede af prøvesvar til ham og skrev, at nu manglede jeg kun ham.
Han har stadig ikke svaret. – Det gør mig rigtig ked af det!
Jeg har været helt i knæ i en måneds tid nu og føler mig i totalt krise. Jeg har troet, at jeg endelig har mødt den rigtige efter 25 år med vold og nedgørelser og nu er han væk. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Jeg kender ham som sagt som den mest kærlige, rare og trofaste fyr, men bliver lidt ramt af, om han nu også bare er en skiderik, der har snakket… Min bedste overbevisning er dog, at det er han ikke, men noget svært håndterbart, har ramt ham…
Skal lige siges, at hans børn er vilde med mig, og virkelig ønsker, vi skal være sammen. De har skældt ham ud, siger han. Mødet med familie og venner er gledet perfekt, ligesom alt andet i vores forhold, til han pludselig “forsvandt”.
Vores forhold har ikke været baseret på sex, da vi har været så meget fra hinanden, men det der har været har fungeret fint.
Jeg er ualmindelig glad for ham, og indtil for nylig var jeg slet ikke i tvivl om, at det var gensidigt. Nu er jeg simpelthen så usikker på alting, da jeg selv tidligere har været igennem meget. Jeg føler, at jeg er sat på en “kold tyrker”.
Hvad gør jeg?
Hvad vil du råde mig til? Skal jeg lukke helt af selv og bare vente? Hvor længe skal man så vente og leve på standby? Eller skal jeg køre forbi ham? Jeg har noget, jeg gerne vil have hentet hos ham. Umiddelbart tænker jeg, at jeg skal forsøge, at lukke af og glemme, vise mit liv går videre.. og bare håbe, men det er næsten ikke til at klare… – Jeg er to gange før troppet op hos ham og er begge gange mødt med kys og kram, og han har gerne ville have jeg blev lidt, men hvad nu?
Venlig hilsen
En meget forelsket kvinde
Svar fra Psykoterapeutisk Brevkasse:
Kære du!
En smuk historie om kærlighed og samtidig er det dog en svær situation at finde rede på for dig. Det kan jeg sørme godt forstå.
Et sammentræf af uheldige omstændigheder
Helt kort sagt, så tænker jeg, at du skal tro på det, han har fortalt dig om sine følelser for dig. Han lyder som en reel og normalvis stabil person, der på alle måder har stået inde for sin kærlighed til dig hele vejen igennem.
Han gør og siger mange gode ting og der har været overensstemmelse mellem det, han har sagt og den vilje han har vist dig. Inderst inde ( nævner du flere gange i din tekst) tror du også på ham.
Tilfældigheder har gjort, at I på samme tid i livet befinder jer i meget vanskelige omstændigheder. Det lyder som om han er i dyb krise/ overvældet på mange livsområder på en gang.
I er ramlet ind i det sværeste for jer begge på samme tid. Hvis din operation var kommet på et tidspunkt, hvor han ikke var ved at vælte af stress og overmandede følelser, så havde situationen måske været en anden. Han ville have haft mulighed og overskud til at være der for dig.
Og hvis du ikke selv havde haft det svært, da hans verden blev udfordret, så havde det også været nemmere og du ville i højere grad have haft mulighed for at være der for ham.
Hans krise handlingslammer ham
Når du beskriver, at han på en og samme tid:
– For nyligt har mistet sin kone og livsledsagerske gennem mange år til kræft ( en barsk oplevelse)
– Er presset jobmæssigt med stort ansvar og alt for meget at se til
– Har en mor der pludselig bliver syg med det samme som hans kone døde af ( hvilket formentlig vækker alle følelserne fra den svære tid, mens hans kone var syg)
– Er nyforelsket i dig
– Oplever at du også får en underlivsoperation og har brug for ham
– Er blevet morfar til en for tidligt født med de bekymringer der følger deraf
– har overtaget endnu er job( fra datteren)
– Og er der 100% for sine egne og ekskonens børn
Etc.
Bare en af disse forhold kunne overvælde eller slå de fleste mennesker ud af kurs.
Jeg tror han er gået i overlevelsesmode. Og i den tilstand handler alt om at komme levende igennem.
Alt det der sker for ham nu kommer ud af et gigantisk pres, som de færreste mennesker ville kunne tåle. Det der sker for ham, handler slet ikke om dig eller om hans følelser for dig. Det tror jeg godt du kan regne med.
Jeg læser ud af din beskrivelse, at han er et meget ordentligt menneske med stor kærlighed til dig, men også med et kæmpe underskud ressourcemæssigt lige nu i forhold til de krav, der stilles til ham alle vejne fra.
Din krise og erfaring gør det svært at holde overblikket
Din egen situation er også svær med operation og ulykkelig kærlighed . Din erfaring har lært dig, at mennesker ikke altid er til at stole på.
Det er klart at du bliver forvirret og tvivlrådig, når hans signaler er så modsatrettede. Og det er selvfølgelig uudholdeligt, at du intet hører fra ham. Jeg tror bare ikke, at han kan lige nu.
Jeg tror at det bedste og eneste, du kan gøre er at blive, hvor du er. Blive ved med at vise ham din kærlighed og forståelse. Kør forbi ham, når du kan og giv ham et knus. Send ham en kærlig hilsen. Måske sige til ham, at du kan se, at han er meget presset og at situationen er svær for jer begge.
Du vil stadig ham og han vil tilsyneladende også dig – andet har han jo aldrig udtrykt- men de store følelser mellem jer kan ikke rigtig finde plads til at blive levet ud lige nu. Det er ok. I venter bare. De kommer aller højest sandsynligt tilbage, hvis bare I ikke går i panik og gør noget overilet nu.
Mit råd
Så altså : Bliv i en kærlig relation til ham. Vis ham din kærlighed og tro på at han mener, hvad han siger.
Indtil han er klar og imens dine følelser er så meget i oprør, vil jeg råde dig til at hente hjælp i at få talt det igennem med en, der er god til at lytte og se nuancerne i din situation. En der også kan hjælpe dig med at adskille dine tidligere oplevelser af svigt og vold fra det, der sker her og nu. En god ven eller veninde eller måske en terapeut.
Anerkend at du har behov for at kunne finde ro. Den kan du ikke få hos ham lige nu, så du må søge hjælp til at finde den frem inde i dig selv.
Jeg håber mit svar er til hjælp, og ellers er du velkommen til at skrive igen.
Mange kærlige hilsener
Anne-Marie Jensen Psykoterapeut København
P.S. Lige en sidste kommentar.
Prøv om ikke du kan få lov at være der mere. Prøv at møde op og sig at du laver mad idag og det er ikke til diskussion. Insister på at være der, uden at bebyrde ham med krav men bare med din kærlige tilstedeværelse. Lad ham sige fra, hvis han ikke vil det. Gør han ikke det, så tro på at det lander godt.
Mennesker i krise har tit ikke overskud til at svare på beskeder på skrift eller overskud til at bede om hjælp. Men hvis hjælpen selv finder vej, er den som regel velkommen. Og han kan jo som sagt sige fra, hvis han ikke ønsker den.
Held og lykke med det.;)
Gen-Svar til Brevkassen:
Kære Anne Marie.
Tusind tusind tak!
Tager lige en tudetur mere!
Alt hvad du skriver, har jeg selv tænkt. Det er præcis sådan,jeg tror, det er!
Jeg har dog plads og overskud til, at være der for ham og støtte og hjælpe, men får bare ikke lov.Han sagde til mig, en uge før han “forsvandt”, at han ikke var en, der stak af fra tingene.
Du skriver, at jeg skal køre forbi ham. Det har jeg ikke turdet, men de to gange jeg har gjort det, har jeg fået kys og kram.Det der skræmmer mig er, at han slet ikke svarer mig. Han har dog taget telefonen, og også sagt, jeg bare kunne ringe. Jeg hænger i lidt endnu. Vil jo gerne vente, hvis jeg bare vidste, der var en grund til det.
Tusind tak for din dyrbare tid! Du aner ikke, hvad det betyder… Jeg vender måske tilbage.
Kh En meget forelsket kvinde
