Spørgsmål til Psykoterapeutisk Brevkasse:
Hjælp mod selvskade
Hej
Jeg er en pige på 20 år. Jeg har tænkt en del om jeg skulle skrive herind til brevkassen. Jeg har prøvet at søge efter svar på nettet, men føler ikke, der er nogen, der giver mig et konkret et, så derfor skriver jeg til dig.
Jeg har selvskadet mig selv siden jeg var 13 og frem til nu. Jeg har været selvskade fri i over et år, men i mandags skar jeg mig selv, mens jeg var på mit uddannelsessted. Der er ingen der ved, at jeg gjorde det og jeg har ikke turde fortælle min lærer det, selvom ham og jeg snakker sammen ofte. Jeg har aldrig kunne tale med nogen om min selvskade, da jeg skammer mig utrolig meget over det.
Hvad gør en lærer, ved besked om selvskade ?
Her kommer mit spørgsmål:
Hvis man som ung selvskader på sit udannelsessted, men det ikke er akut,(som i at man skal på skadestuen eller sygehuset), hvordan handler en lærer så på det? Og skal man være bange for at gå til sin lærer, hvis man har gjort det? Det kan virke opmærksomhedssøgende for nogle, hvis man kommer til dem lige bagefter og det er ikke det signal, jeg har lyst til at sende. Hvis man får trang til selvskade og gerne vil stoppe det, inden man gør tanker til handling, hvordan skal man så få sagt det til en lærer?
Jeg har ikke turde fortælle min lærer/kontaktperson om mit selvskade på det seneste, fordi jeg er bange for, hvis jeg havde skåret i mig selv, at min lærer vil gå i panik eller også bare blive sur eller sådan noget. Skal man ringe efter hjælp, hvis det er snitsår, men ikke nogle der er “farlige” og behøver akut lægehjælp?
Hilsen Kathrine
Svar fra Anne-Marie , Psykoterapeutisk Brevkasse
Kære du!
Hvor er det godt, at du skriver! og godt at du ønsker at finde ud af, hvad du skal gøre ved den selvskadende adfærd du lige nu oplever. Jeg kan sagtens forstå, at det er et svært problem at gå rundt med alene.
Jeg synes du er på rette spor i dine overvejelser. At sige det til nogen er den bedste måde at få hjælpe på.
Uden at kende dig vil jeg tro, at din selvskade kun kommer over dig engang imellem. Måske i perioder hvor presset udefra eller inden i dig bliver for stort. En trang, som er svær at modstå. Der er altså perioder hvor du ikke cutter / selvskader.
Cutting er ofte udtryk for en indre følelsesmæssig smerte, som kommer til udtryk gennem en ydre smertepåførende handling.
Selvskade eller ej – det er stadig dig, der bestemmer
Det er godt, at du har en god lærer, som du har lyst til at sige det til.
Du har stadig selv en del at skulle have sagt i forhold til, hvordan han skal handle, når du har fortalt det. Du er ikke i livsfare og derfor er det stadig dig, der bestemmer, hvad du vil gøre ved det.
Jeg synes, du skal starte med at spørge din lærer, om du kan tale med ham om noget, der er svært for dig. Lad ham svare dig på det.
Hvis han siger ja, så sig, ( før du går igang med at fortælle om selvskaden) at du ikke ønsker at han går i panik eller gør noget overilet, men at han hjælper dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp med dit problem. Vil han det?
Hvis han siger ja igen, kan du fortælle ham om din selvskade og få en stille og rolig snak og et godt råd til, hvad du skal gøre derefter. Chancen for at han går i panik og gør noget overilet, er mindre, hvis du selv tager styringen i samtalen.
Jeg tror din lærer vil snakke med dig, og måske spørge ind til dig. Hvis han ikke er vant til den slags henvendelser, kan det være han gerne lige vil vender det med den psykolog, der måske er tilknyttet dit uddannelsessted (denne har tavshedspligt).
Måske hjælper din lærer dig videre med, hvad du selv skal gøre og måske henviser han dig til at tale videre med din læge. Hvis han har overskud til det, vil han måske også tilbyde, at du kan komme til ham igen og sige det, når du føler trang til at selvskade, og så snakke lidt med ham, indtil til din trang går over. Hvis han ikke gør det, så prøv selv at tænke lidt over, om der er en anden, en ven eller veninde som kan være der for dig på den måde. Det er altid godt at tale med andre, når man har det svært.
Selvskade – en måde at skabe ro inden i
På mange måder kan man sammenligne det at skære sig med andre former for dulmende misbrug (af alkohol, stoffer, sex , mad eller andet), som jo også i deres natur er selv-skadende, når de bruges overdrevent.
Det er altsammen noget mennesker nogen gange anvender til at dulme et indre ubehag, som vi ikke kan håndtere på anden og bedre måde.
På den måde er du ikke spor mærkelig eller anderledes end så mange andre, der har det svært med sig selv!
Din selvskade viser sig bare som cutting og selvfølgelig skal du have hjælp til at holde op med det, – ikke mindst fordi det ikke er sundt for dig (præcis som stoffer eller alkohol heller ikke er det). Men du er altså ikke hverken forkert eller for dårlig, fordi du gør det. Du har det nok bare ikke nemt.
Tavshedspligt og hjælp
Jeg tænker at du – efter at have talt med din lærer – vil have stor gavn af en slags hjælp, der støtter dig i at holde mere af dig selv og bedre kunne rumme dine følelser, så du ikke behøver at få dem til at gå væk ved at skade dig selv.
En anden mulighed for at få hjælp er at gå til din egen læge. Måske vil din lærer sige det samme. Læger har nemlig tavshedspligt, så andre mennesker end dig og lægen behøver ikke få noget at vide. Og læger er vant til at tage sådan noget ret roligt. Du kan få luft for det, du har det svært med (selvskade) og få henvisning til en professionel psykolog, psykiater eller psykoterapeut, der kan støtte dig videre.
Ingen panik
Jeg møder ofte unge mennesker i min praksis som psykoterapeut, der har det svært. Nogle af disse unge mennesker er også selvskadende. Som behandler ( Psykoterapeut) går jeg ikke i panik omkring det. Vi taler blot om hvad, der ligger bag trangen til selvskade og hvordan man kan hjælpe sig selv bedre.
Det er sandsynligvis den samme slags hjælp, du har brug for og vil få, når du kommer i behandling med det.
Psykologer, Psykoterapeuter og Psykiatere har alle tavshedspligt og er uddannede til at hjælpe med lige præcis det, du slås med uden drama.
Din skam over det kan forhindre, at du får den kærlige hjælp og støtte, vejledning og råd, som skal hjælpe dig til at komme over det.
Så jeg synes, du skal støtte dig selv i at tage action på din gode plan, om at række ud til en, du føler dig tryg ved.
Jeg håber mit svar kan være til lidt hjælp.
Du er velkommen til at skrive tilbage, hvis der er mere, du har brug for svar på, eller hvis du stadig er i tvivl.
Du kan også læse mere og få yderligere hjælp hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.
Alt det bedste til dig.
Mange kærlige hilsener
Anne-Marie Jensen
