Alene i parterapi

Alene i parterapi

Kan man gå alene i Parterapi?

Om man kan gå alene i Parterapi ? Ja det kan du tro man kan. Sagtens! Og med et godt udbytte endda.

Jeg vil varmt anbefale dig at gøre det, hvis jeres parforhold halter og din partner ikke vil med dig i terapi.

Nogen er nødt til at gøre noget og det kan lige så godt være dig! Hvorfor lade stå til, fordi den anden ikke er parat til at handle endnu?

Du kan gøre en masse ved at gå alene i Parterapi. Det, som ikke fungerer i jeres forhold kræver en indsats og ofte begynder det at ændre sig, når den ene tager hul på det. Samtidig bliver du meget klogere på dig selv og din andel af det mønster, I to kører fast i.

Måske har du forsøgt at overtale din partner til at gå i terapi med dig uden held. Det gør ondt at blive afvist på sit ønske om at skabe et lykkeligere samliv.

Måske har du indimellem været opgivende og selv haft lyst til at blive skilt. Men før du gør det, så giv dig selv og jer to en chance. Også selv om du skal tage en for holdet helt alene. Det kommer 100 gange igen i form af et bedre parforhold og et større gå på mod hos dig selv.

Hvis du går alene i parterapi, så bliver det dig, der styrer udviklingen

Et parforhold består af 2 mennesker – dig og din bedre halvdel. Og dynamikken mellem jer to er vigtig og afgørende for forholdets trivsel. Det ved du allerede.

Halvdelen af den dynamik ligger på din banehalvdel!

Hvis du er den eneste af jer, der synes at forholdet halter, så er det måske oven i købet mere end halvdelen, der befinder sig på din del af banen.

Og det er ikke det samme som, at det er dig, den er gal med. Det betyder blot, at det er dig, der lider mest under det, og den der således vinder mest ved at tage fat på arbejdet.

Du er åbenbart også den, der er mest motiveret og motivation er essentiel, når man går i terapi. Ingen kan ændre sig, hvis de ikke er motiverede for det.

(Læs også ” Trænger din mand til terapi “)

Hvis I ikke gør noget nyt, men blot fortsætter med at handle, som I gør nu i forholdet, så får I samme resultat som før. Det ved du med garanti også.

Men i det øjeblik du begynder at ændre dit mønster og din måde at indgå i forholdet på, så ændres hele mønsteret og hele relationen. Det er uundgåeligt og på den måde får du magten til at ændre på det, du ikke trives med.

Smart ikke?

Sådan foregår det, når du går alene i Parterapi

At gå i Parterapi alene er det samme – teknisk set – som at gå i individuel terapi. Terapien har fokus primært på dig. Vi kan ikke reparere din bedre halvdel, som ikke er med, men vi kan tale om dynamikken imellem jer og hvordan den påvirker dig.

Vi kan tale om, hvad du oplever, at der sker for jer. Og derfra tager vi fat på den påvirkning det har på dig, og de følelser, som det skaber hos dig.

Vi kan arbejde, som om din partner også er til stede og kan høre, hvad du siger. Vi kan arbejde med det hans/hendes eventuelle reaktioner ville sætte igang i dig.

Du kan få mange A-ha oplevelser alene ved at kigge på din egen del af jeres dynamik.

Du kommer til at forstå dig selv langt bedre – på et dybere plan.

Du kommer til at forstå, hvad du har bragt med dig i din bagage, som højest sandsynligt vil blive ved at skabe vanskeligheder, hvis du ikke kigger nærmere på det.

Du kommer også til at forstå, hvad du har lært igennem livet om kærlighed, og hvordan det påvirker den måde, du indgår i dit parforhold på.

Det er det vi bl.a. også gør, når du kommer alene i parterapi.

Alene i parterapi – det får du ud af det!

Du får indblik i dine egne handlemåder og baggrunden for, at du gør, som du gør.

Du hjælper ikke blot dig selv til at få det meget bedre.

Du slipper samtidig dine sædvanlige måder at gøre dig afhængig, blive ude af dig selv eller begrænse dig i forholdet, og du hjælper din partner med at få råderum til også at gøre noget nyt.

Sammen kommer I således til at ændre relationen, blot ved at du begynder at tage ansvar, sætte grænser, give slip, gøre noget andet og forbedre dit liv.

Så gå i gang selv, måske følger din partner med senere, når forholdet bedres – det er en åben mulighed at skifte over til fælles parterapi. Det kræver blot at jeg også har mindst 1-2 sessioner alene med din partner, før I starter på et fælles forløb.

Formentlig løsner de fastlåste mønstre op, så snart du bliver klogere og handler anderledes end nu. (Læs evt. også  Hvem er ansvarlig for din lykke ?)

En anden smart ting er, at individuelle terapi-timer varer kortere tid (60 min. pr. gang) og koster mindre end parterapi. (Se Priser på terapi her). Så når det nu ikke kan være anderledes, så er det da ikke så galt endda at gå alene i parterapi. Synes du vel?

Skal vi komme igang? Så kontakt mig her. Jeg glæder mig til at møde dig.

Klippekort til terapi

Køb 5 eller 10 sessioner ad gangen

og få din terapi med rabat

Forfatter: Anne-Marie Jensen

Par-og Psykoterapeut Anne-Marie Jensen. Uddannet Psykoterapeut i 2008. Medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Udbyder individuel Psykoterapi, Parterapi og Relationsterapi. Arbejder bl.a. med samlivs- og kommunikations-udfordringer i parforhold. Og med selvværd, livskriser, stress, angst og problemer i forholdet til andre mennesker. Desuden uddannelse i Organisation og erhvervsøkonomi fra CBS. 17 års erfaring fra arbejde med Organisationsudvikling i roller som Human Ressources Konsulent og Supervisor i internationale virksomheder. Klienter er primært voksne mennesker, der ønsker udvikling og som formår at tage del i ansvaret for egen udvikling i terapiforløbet.

Andre blogartikler