Spørgsmål til Psykoterapeutisk Brevkasse
Hej Anne-Marie
Jeg har levet I et skønt parforhold og er gift med alletiders kvinde gennem de sidste 7 år. Vi blev gift I 2011 og har haft mange dejlige oplevelser sammen.
Der er dog sket det, at min kones eksmand, som hun har 2 børn med, begyndte at ødelægge sit eget liv, da de skiltes. Han beholdt børnene hjemme hos sig, men han begyndte at optage mange lån og holdt op med at betale sine regninger. Det medførte at han til sidst blev smidt ud af sin bolig af fogeden.
Op til at dette skulle ske flyttede vi deres 2 børn ud til os, som den dag i dag er 15 og 19 år gamle. Det er nu 2 ½ år siden at dette skete.
Problemet er nu at min kones eksmand stort set dagligt er kommet i vores hjem lige siden. Når jeg kommer hjem fra job hver dag, så sidder han i mit køkken og drikker te eller på et af værelserne og spiller computer. I staren troede jeg, at jeg kunne rumme det, men jeg må erkende at det med tiden har slået mig en del i stykker.
Vi er ikke enige om grænserne
Jeg synes at det ødelægger den intimitet og nærhed vi forsøger at bevare i vores forhold at han sidder på skødet af os hver dag og det får mig til at føle mig meget overflødig som menneske.
Min hustru er godt tilfreds med den situation/livsmodel, da hendes argument er at det er i børnenes tarv og hun har fået af vide, at de ikke kan besøge deres far, der hvor han bor på Nørrebro med sin mor, da moderen ikke ønsker at have dem på besøg der.
Det lyder dog meget usandsynligt for mig at deres egen farmor ikke ønsker at se dem, men mere noget som han siger for at have undskyldning, for at komme i vores hjem dagligt, fordi det er dejligt let, da det er 500 m fra hans arbejdsplads.
På hverdage er han i vores hjem 2 – 3 timer og i weekenden er han der det meste af dagen. Min hustru siger at hun er meget bange for at gøre børnene kede af det igen, fordi hun mener de har været udsat for nok problemer.
Jeg synes det er en utrolig fastlåst situation. Jeg føler meget at vi er blevet taget til gidsel i at han ikke er kommet videre med sit liv (sådan virker det i hvertfald). Hvordan skal vi komme videre herfra? Hvad er løsningen? Er det mig der ikke er fleksibel og rummelig nok? Jeg er bange for at det ødelægger vores ægteskab, men er også klar over, at jeg nok ikke kan blive ved med at leve sådan meget længere.
Mvh
Claus
Svar fra Psykoterapeutisk Brevkasse
Kære Du !
Tak for din henvendelse til Psykoterapeutisk Brevkasse med et meget væsentligt, interessant og for dig forståeligt nok svært tema!
Din kones eksmand som er far til din kones børn har på det nærmeste belejret dit og din kones hjem. Og endda med din kones accept, fortæller du.
Jeg kan forstå at du og din kone ser meget forskelligt på sagen og som jeg hører det, så er din kones grund til at tillade invasionen, at hun ikke ønsker at såre sine børn yderligere.
Din kones eksmands manglende styr på sit liv er derfor ufrivilligt for dig blevet noget, der fylder dit og din kones hjem og liv. Og det lyder på ingen måde rimeligt i mine ører.
Grænsesætning
Jeres hjem er jeres base og jeres ansvar (din kones og dit, som de voksne ) og det er jer, der sammen må enes om, hvem der skal besøge jer og hvor meget.
Din kones frygt for at gøre børnene kede af det bunder muligvis i dårlig samvittighed fra den gang de 2 voksne blev skilt. Dårlig samvittighed både overfor børnene og måske også over for eksmanden.
Det vil jeg råde hende til at få arbejdet med, selv om det kan være hårdt at få den slags på plads. Al ting har sin tid – også skyldfølelser og lige nu ødelægger det jeres intimitet og samliv.
Det er umuligt at forhindre at andre mennesker ( børn eller eksmænd) bliver kede af det. Det er absurd og ikke godt for nogen at forsøge på at undgå det.
Det er til gengæld sundt og naturligt at sørge over at ens forældre er skilt – ( eller at ens kone er gået, eller at man ikke ser sin far så tit, som man gerne vil) det bliver din kone nødt til at lære at rumme.
Det ændrer nemlig intet i positiv retning for nogen af jer, at han får lov at ødelægge jeres samliv også.
Fastholdelse gavner ingen
Det gør ondt at se børn kede af det – det bryder vi forældre os ikke om, men det er vigtigt ikke at blande tingene sammen.
Når der er grund til sorg er det sundt at leve den ud. Det er derimod usundt at forhindre at børnene bliver kede af det. Selvfølgelig gør de det! Og det skal de have lov til. De kan godt tåle det. Med en god forklaring vil de også kunne forstå det – de er jo begge (halv-)voksne nu.
Jeg synes ikke du er spor urimelig eller ufleksibel. Jeg synes du har været overbærende ud over al rimelighed.
Tag en alvorlig snak med din kone og forlang det, som du mener, du kan være med til og forhandl så situationen der udfra.
Det kunne i mine øjne være en rimelig model at eksmanden er velkommen til at besøge jer, når han bliver inviteret og at hans samvær med børnene foregår andetsteds fremover.
En ting din kone måske ikke har overvejet er, at den nuværende model ikke bare fastholder jer to, men også hendes eksmand i ikke at komme videre med sit liv.
Og det forhindrer hendes børn i at opleve deres far være et godt eksempel på, hvordan man rejser sig efter en krise.
Nogle mennesker kommer først videre, når de oplever at situationen bliver for uholdbar. Det er den ikke lige nu for eksmanden, og derfor er der formentlig ingen anledning for ham til at trække sig selv op af dyndet.
Giv ham chancen for at skabe sig et bedre liv ved ikke at drukne ham i “falsk” omsorg. Og giv jer selv chancen for et nyt liv, uden at din kone bærer ansvaret videre for hans og børnenes følelser.
Held og lykke med det.
Mange kærlige hilsener
