Børn i mistrivsel blev tidligere kaldt Problembørn. Det var børn som ikke opførte sig helt efter normen. Børn, som skabte udfordringer og bekymringer hos de voksne. Børn som ikke reagerede “normalt” – som forældrene mente at børn skulle reagere.
Nu får disse børn, der i virkeligheden ofte er i mistrivsel i stedet diagnoser, som ADHD, ADD, OCD eller Personlighedsforstyrret. De sendes til undersøgelser for den ene eller den anden fysiske eller psykiske sygdom.
Men sandheden er, at mange af disse børn ikke er syge. De er i stedet symptombærere for familiens (de voksnes) problemer eller manglende evner eller lyst til at tage vare på egne eller familiens problemer. Børnene er i mistrivsel og belastede af alt for stort ansvar eller al for stor usikkerhed og utryghed i familien. Eller de mangler sund og nødvendig opmærksomhed i opvækstfamilien.
Det er børnene, der bliver “vanskelige” og reagerer udadtil med symptomer eller (tilsyneladende) uhensigtsmæssig adfærd. De bliver måske endda syge, når de voksne ikke er “de voksne i familien”. Det handler om ubalancer eller problemer i familien. Og det giver sig udslag i symptomer eller uacceptabel adfærd hos barnet og det hjælper ikke barnet, som i forvejen mistrives, nu også at blive gjort forkert.
Barnet forklarer, hvad der er galt
Barnets symptomer kan f.eks. vise sig som ondt i maven eller ondt i hovedet lidt for ofte. De er måske unormalt trætte, men uden at der er noget fysiologisk galt. Eller barnet bliver meget forstyrrende og “vanskelig” i adfærd, overdrevent kræsen eller krævende, når familien er samlet. De holder op med at ville i skole uden at der er noget galt med skolen som sådan.
Det er ikke usædvanligt at opleve den slags reaktioner fra barnet, når “familie-systemet” er ude af takt.
Mistrivsel – Et nervesystem på overarbejde
Mindre børn har ofte ikke ord til at beskrive deres følelser eller gennemskue, hvad der er galt. Deres nervesystem reagerer på stress ved at sende signaler via kroppen. Større børn som aldrig er blevet set eller mødt i deres reaktioner, har heller ikke evnen til at sætte ord på deres følelsesmæssige oplevelse.
Men hvis man lytter på den rigtige måde, så fortæller barnets reaktion ofte en masse om, hvad problemet er.
Den forståelige fejl, som mange familier begår, er at tænke, at så er der nok noget galt med barnet. Sådan ser det jo også ud.
Barnet viser dog bare udenpå, hvordan det føles indeni at være i en familie, hvor grænser måske bliver overtrådt eller mennesker (store og små) ikke bliver respekteret eller set.
Eller hvordan det føles at være i en familie, hvor de voksne ikke påtager sig ansvaret for at rette op på mistrivsel hos både børn og voksne. Ofte fordi disse voksne slet ikke er sig bevidst, at der er noget galt.
Er der noget galt med mig?
Jeg har flere gange haft unge mennesker i terapi. Unge mennesker som har været slæbt til den ene alternative behandler efter den anden og har været til Psykiater og læge i et væk. Nogle har fået diagnoser og andre ved man stadig ikke, “hvad der er galt med”.
Men sjældent har nogen udenfor familien talt alvorligt med forældrene om, hvordan familien har det. Ingen har tolket barnets symptomer ind i familie-systemets funktion. I virkeligheden har mange af disse unge mennesker det utrygt i deres egen familie.
De er bekymrede og tror til en start selv, at de er mangelfulde og ikke gode nok. Og de ved at familien ser dem som problembørn, hvilket ikke gør det nemmere for barnet. Samtidig udtrykker barnet i terapien meget klart, hvad der også er galt i familien: “Min mor drikker alt for meget”, “Min far kan ikke lide mig”, “Mine forældre har aldrig nogen sinde lyttet ordentligt til mig – de har altid så travlt”, “Min mor er aldrig hjemme, jeg savner hende tit så meget”. Alt dette skaber mistrivsel for et barn.
Hvorfor reagerer barnet så meget på familiens konflikter og adfærd?
Børn reagerer voldsomt, når der er noget voldsomt på færde i deres familieliv. For et barn opleves det voldsomt når de voksne er ustabile.
De allervigtigste mennesker i barnets liv er dets forældre. Barnet kan ikke klare sig uden sine voksne, uanset hvor uhensigtsmæssigt disse voksne opfører sig. Så er “lidt”, nemlig bedre end “ingenting”.
Alt der truer de voksnes og familiens ligevægt og velbefindende truer barnets tryghed.
Hvis de voksne i en familie går fra hinanden, eller sammenhængskraften og trygheden i familien er i uorden, så føler barnet sig utrygt og ubeskyttet og i risiko for at miste de voksnes kærlighed og beskyttelse.
Et barn der mister sine forældres kærlighed og beskyttelse er prisgivet. Barnet kan ikke klare sig selv, før det når en vis alder.
Så kan barnet meget bedre magte at opgive sig selv og ændre adfærd i håbet om, at alt så igen bliver normalt og trygt i familien.
Mistrivsel hos barnet bliver omdrejningspunktet for opmærksomhed
Det er synd for barnet! Og desværre henleder det de voksnes opmærksomhed på barnet som problemet i stedet for på det, der i virkeligheden trænger til at blive repareret. Nemlig ofte familiens omgangsform, dynamik og trivsel.
Det koster barnet dyrt og er ikke et rimeligt ansvar for barnet at varetage. At skulle lægge krop og psyke til, for at redde sin familie.
Men fra et overlevelsesmæssigt synspunkt kan barnet langt bedre tåle at være i problemer med andre mennesker i og uden for familien, end at leve i en familie, der har det vanskeligt med hinanden.
Børn vil ofte leve deres utryghed ud igennem selvskabte konflikter enten hjemme eller i skolen eller med andre børn, og nogen gange redder det for en tid familien. Barnet går gerne meget langt i håb om at genskabe den trygge base, men barnet gør sig ikke vanskelig for at irritere nogen.
Det er en enormt kompetent om end ubevidst handling fra barnets side. Det ”smarte” ved det er, at det får alle i familien beskæftiget med noget andet end deres konflikter med hinanden, og det føles langt lettere for barnet. Barnet kan opleve en lettelse ved at skabe sine egne konflikter og ad den vej få de voksnes udelte opmærksomhed. Hellere problemfyldt kontakt end ingen kontakt. Hellere blive mis-forstået end slet ikke at blive set.
“Nu er de alle sammen opmærksomme på mig, så glemmer de alt om at slås med hinanden” f.eks.
Eller
“Min far opfører sig krænkende overfor os alle sammen, men hvis jeg er syg, så lægger min mor måske ikke så meget mærke til min far, og så går hun ikke fra os”.
Barnet vil hellere leve med mistrivsel end at indse at de voksne er inkompetente.
Er det de voksnes skyld?
Ja – er det korte svar ! Det er aldrig barnets skyld !
Familier er forskellige, men i alle familier uden undtagelse opstår der vanskeligheder og konflikter en gang imellem. Det gør der også i min familie og sikkert også i din. Det er der ikke noget mærkeligt ved.
Det er heller ikke så vigtigt, hvad konflikterne handler om i din familie, men det er vigtigt, hvordan I håndterer konflikterne, når de opstår, både for jer voksne men især for børnene.
Skyld bryder de færreste sig om, men ansvaret er uden tvivl de voksnes. Det er ikke nødvendigt at placere skyld, når bare der er ansvar til stede.
Det er de voksnes ansvar at få øje på, når børn ændrer adfærd markant eller over en lang årrække er svære at håndtere for de voksne. Så er der noget galt og så må de voksne til at se lidt på sig selv og hinanden og på familiens måde at fungere sammen på.
De fleste ansvarlige voksne mennesker vil nok være enige i, at det er sundere at tage et trivsels-tjek på familien og tage vare på de konfliktområder der er, end at definere det ene medlem af familien som syg, hvis de ikke er det.
Problembørn – Familien i terapi
Som sagt har jeg indimellem unge mennesker og familier med børn i terapi. Og ind imellem har børnene båret familiens problemer alt for længe. Når vi kommer i gang med at tale om familiens trivsel som helhed, så viser det sig altid, at den halter og at barnet hurtigt får det meget bedre, når de voksne påtager sig ansvaret for deres egne problemer.
To ting der skaber en god atmosfære i en familie er kærlighed og vilje – brugt på den rigtige måde.
Kærlighed til sig selv og til de andre i familien. Samt vilje til at undersøge og forstå hinanden og til at ændre det, der ikke fungerer.
Og den vilje og kærlighed er meget ofte til at finde frem igen, når først de voksne forstår, at de selv kan gøre noget anderledes, som individer og som familie, for at få det meget bedre sammen.
Det er aldrig ond vilje, når noget ikke fungerer i en familie. De færreste familier har det svært for sjov og der er som regel meget på spil.
Hvad kan I selv gøre?
Har du og din familie det svært? Så tænk lidt over:
- Om tonen i familien altid er venlig, undersøgende, ansvarlig og respektfuld især overfor børnene, men også mellem de voksne, eller om I kan ændre den til det bedre
- Om børnene har adgang til begge de voksne i rimeligt omfang, og om de bliver set og hørt og anerkendt
- Om nogen i familien tager sig af at være opmærksom på børnenes trivsel også følelsesmæssigt
- Om der bliver sat grænser og sagt fra overfor urimelig adfærd på en kærlig og respektfuld måde både overfor børn og voksne
- Om alle børn i familien nyder samme kærlige opmærksomhed fra de voksne
- Om der er ting, der ikke bliver talt om og håndteret i familien, selvom det fylder meget i alles bevidsthed (misbrug, vold, agressiv adfærd, svigt el.lign.)
- Om I kommer til at gøre et eller flere af børnene ansvarlige for de udfordringer familien står med
Kan du ikke selv finde ud af, hvad der er galt eller finde ud af at rette op på det, så få noget hjælp til at finde ind til årsagen. Hjælp dig selv og dine børn til et meget bedre liv sammen. Det er hele indsatsen værd !
Du kan kontakte mig her, hvis du har brug for min hjælp som Psykoterapeut.
