Tilknytning i parforholdet – det at være tæt følelsesmæssigt forbundet med en, du elsker og som elsker dig, en du føler dig beskyttet og tryg hos, omsorgsfuldt behandlet og elsket af er essentielt.
Det er det for os alle.
Tilknytning er vigtigt, når vi er børn og det føles stadig livsvigtigt, selv når vi er voksne. Der er i virkeligheden ikke den store forskel. Følelsen af fortabthed, når det mislykkes er lige stor.
Derfor er der så mange mennesker, der udholder så gruelig megen smerte, i kampen for at bevare deres parforhold. Mennesker der finder sig i virkelig ringe kontakt. Det betyder noget for os at være tæt på en anden vigtig person – det føles livsvigtigt at bevare relationen. Præcis som dengang vi var børn og vores forældre var livsvigtige for os.
Tilknytningsprocessens 5 trin
Når vi ønsker at opnå en tilknytning i parforholdet til en partner, der ikke er der følelsesmæssigt af den ene eller den anden grund, så følger vi præcis samme trin, som vi gjorde som børn, når de voksne ikke lyttede, eller så os:
Vi rækker ud og inviterer til forbindelse: Se mig! Jeg er lige her og jeg vil gerne have din opmærksomhed/hjælp/kærlighed/forståelse/nærvær Insisterer. Vi protesterer, stikker måske til vores partner, presser på for at få nærheden og forlanger at blive hørt, hvis vi ikke umiddelbart får kontakt med vores partner, eller hvis vi bliver misforstået eller afvist. Vi intensiverer med andre ord kontaktforsøget (Så se mig dog!)
Hvis vores partner stadig er afvisende, uinteresseret eller uopmærksom, så er næste trin at vi
Vender os væk, lægger afstand følelsesmæssigt, for ikke at blive alt for såret, og samtidig håber vi at vække vores partners interesse (Det gør så ondt at vedblive at håbe på, at du ser mig uden resultat. Jeg bliver nødt til at trække mig. Måske du så lægger mærke til, at du også mangler mig
Bryder sammen. Hvis vi stadig ikke lykkes, så bryder vi sammen. Vi sørger over tabet af kontakt og fjerner os. Vores kropssprog formidler til den anden, at vi føler os fortabt.
Nogen gange når vi så langt ud i konflikten, at vi næsten har tabt hinanden helt, før det går op for os, at det her er alvor.
Og det sidste trin
- Genetablerer kontakten. Dette Lykkes i alle de forhold, der ikke brydes op, men vejen dertil kan være umenneskelig hård, når vi ikke har den tilstrækkelige forståelse og tillid til at få øje på hinanden tidligere i processen.
Det sunde parforhold
I de sunde og velfungerende parforhold, opstår der også kriser. Det gør der livet igennem i alle forhold, fordi vi er forskellige individer med forskellige behov og forskellige syn på verden. Og sådan skal det nok være.
Men i de velfungerende parforhold. De der holder livet igennem, der formår vi hurtigt at give den anden det, der i virkeligheden efterspørges, nemlig en respons, der
- genetablerer forbindelsen. Vi finder hinanden igen. (jeg har set dig, jeg er lige her, jeg går ikke fra dig, jeg vil gerne hjælpe dig, jeg elsker også dig)
Dette sidste trin kan vi blive så gode til, at vi evner at bevare forbindelsen eller hurtigt genetablerer den, når vi opdager, at vi er ved at miste hinanden, eller allerbedst – leverer denne respons, når den anden efterspørger den (på et af de første af disse 5 trin).
I de velfungerende parforhold er der således ikke 5 trin, men oftest kun to, nemlig
- Vi rækker ud og inviterer til forbindelse: Se mig! Jeg er lige her og jeg vil gerne have din opmærksomhed/hjælp/kærlighed/forståelse/nærvær.
- Vi genetablerer forbindelsen. Vi finder hinanden igen. (jeg har set dig, jeg er lige her, jeg går ikke fra dig, jeg vil gerne hjælpe dig, jeg elsker også dig)
Skab en tryggere tilknytning i parforholdet og lær at komme nemmere gennem kriser.
Alle par jeg nogensinde har mødt og arbejdet med, og det er efterhånden en hel del, forsøger at opnå kontakt på denne måde. Nogle med bedre held end andre. Ofte skal der hjælp til, når det først er gået skævt.
Det er i virkeligheden så enkelt, og alligevel så utrolig svært, når I er midt i det, fordi der er så meget smerte forbundet med at være ude af kontakt og ofte så mange misforståelser i processen undervejs til genforeningen.
I kan jo ikke læse hinandens tanker og derfor er det så vigtigt, at I har fokus på måden I kommunikerer med hinanden, så I får formidlet det budskab, der kan skabe den livsvigtige nærhed imellem jer.
Vi fejltolker hinanden
I mange forhold oplever jeg at parterne tolker en masse på det, den anden gør og at parret derfor meget tit opfanger kritik, selv når den anden bare giver udtryk for sit eget behov.
Kritik avler forsvar og det bryder kontakten imellem jer og så kan det godt blive rigtig svært at løse konflikten selv.
Det kan sagtens blive bedre
Hvis I arbejder bevidst med denne proces, og med jeres kommunikation og de bagvedliggende årsager til jeres forskellige tilknytningsstile, så kan I lære at se og forstå hinandens behov meget bedre og at give udtryk for, at I er der for hinanden på en måde, der opbygger tillid og tryghed i jeres forhold. Det er til jeres fælles bedste.
Hvis du kan genkende mønsteret fra dit eget parforhold og har lyst til at arbejde med det, sammen med din partner, så vil jeg gerne hjælpe jer – du kan kontakte mig her. Indsatsen er SÅ godt givet ud!
Modellen ovenfor er beskrevet med udgangspunkt i EFT-parterapiens teori, og tidligere forskningsmæssigt og litterært redegjort for af Dr. Sue Johnsson.
Mor-barn og 2 elskendes tilknytnings- og kontaktforsøg
Vil du se en lille film, der nævner de 5 trin og viser hvor identisk kontaktprocessen er mellem mor og barn og mellem to elskende? Så tag et kig på klippet nedenfor med Professor Sue Johnsson og Dr. Edward Tronick. (Spol evt. 2 minutter frem i videoen og se derfra).
Skrevet af Par-og Psykoterapeut Anne-Marie Jensen.
Hvis du syntes om artiklen, så del den gerne, så andre også kan få glæde af den.
Du kan kontakte mig lige her.