Forelsket i en anden !
Er du forelsket i en anden eller er den, du elsker pludselig blevet forelsket i en anden?
Forelskelse får mennesker til at gøre mange tossede ting, så som med kort varsel at forlade dem de elsker – deres børn inklusive.
De bliver ligeglade med det, der førhen betød alt. De siger måske også jobbet op og flytter langt væk. De dropper vennerne for at forfølge det, der ligner en ny og evig og lykkelig kærlighed.
Jeg møder ofte kvinder og mænd i min klinik, der har det svært, efter at de eller deres partner pludselig blev forelsket i en anden og ændrede sig radikalt. Et møde med en fremmed har drejet deres eget eller partnerens blik væk fra konen, manden eller kæresten derhjemme og hen på en helt sikkert sød og fantastisk kollega eller bekendt eller helt tilfældig fremmed.
Parret er hårdt ramt, når jeg møder dem. De har ofte brug for hjælp til at forstå, hvad der skete. Hvorfor de reagerede som de gjorde og for at få hjælp til enten at få parforholdet på ret køl igen, eller få det afsluttet ordentligt uden alt for mange sår på sjælen.
(Læs mere om Parterapi her)
Du kan også gå alene i parterapi.
Forelskelse og kærlighed
Selvom forelskelse nogen gange får mennesker til at droppe deres familie og gå efter drømmen om den helt store og evige kærlighed, så er forelskelse ikke det samme som kærlighed.
Det er ikke sikkert, at du kan lide den, du forelskede dig i, når forelskelsen fordamper efter 2-12 måneder.
Forelskelse føles dejligt og livgivende og lækkert, mens det står på – men kærlighed er noget helt andet. Kærlighed er en dyb følelse, som ofte først manifesterer sig efter længere tids nærvær og erfaring med den andens karakter og personlighed.
Da ægte kærlighed for det meste også starter med forelskelse, så tror nogle mennesker derfor, at forelskelse er det samme som ægte kærlighed.
Men det er en misforståelse. Og derfor er der rigtig mange, der senere fortryder den forelskelse, som ødelagde alt det, de havde før.
Derfor husk at tænke dig godt og grundigt om, før du dropper alt, blot fordi du blev forelsket i en anden.
Hvad er forelskelse?
Forelskelse er et urgammelt instinkt, som mennesker har brug for, for at finde den, de har lyst til at formere sig med.
Rent biokemisk igangsættes en reaktion i hjernen som sætter følelserne i højeste gear. Mængden af hormoner og neurotransmittere (Dopamin, oxytocin, serotonin) hensætter den forelskede i en drømmelignende lykkefyldt tilstand hvor al almindelig sund fornuft overdøves ( se Kærlighed er ren kemi) .
Dybt i hjernen i det limbiske system bor vores følelser og instinkter. Vi er ikke herre over vores instinkter, men vi kan beslutte, hvad vi gør, med de følelser, vi får på baggrund af instinkternes signaler. Det er ikke alle instinkter, det er klogt at forfølge. Det er f.eks. ikke klogt at springe ud over en klippekant, fordi du ser en slange. Her er det godt at slå fornuften til, selv om instinktet råber “flygt”!
Urmennesket i dig har taget magten, når du bliver forelsket i en anden frem for at dyrke kærligheden
Vi har fra evolutionens side tendens til at blive betagede af og tiltrukket af karaktertræk, som vi ikke selv besidder, eller har særlig god forbindelse til i os selv. Det er evolutionsmæssigt fornuftigt, fordi vi på den måde kan bygge en familie, der besidder flest muligt forskelligartede kompetencer og dermed får større chance for at overleve og bringe arten videre.
De karaktertræk som vi ikke selv besidder, men tror vi ser i den anden, spiller en væsentlig rolle for, hvem vi forelsker os i. Derfor er det ofte den samme type mand eller kvinde, du falder for hver gang.
Indenfor Psykologien benævner vi det Projektion. Det at blive tiltrukket af noget, vi ikke selv har kontakt til i os selv, og derfor tror, at vi må have fra en anden ( læs evt mere om projektion her).
Har du eller I brug for hjælp efter en forelskelse?
Lad os tage en snak om jeres behov
Se ledige tider og book jeres tid til terapi i København her.
Har I spørgsmål er I også velkomne til at ringe først på tlf 30 64 50 24.
Forelskelse er ren projektion
Forelskelse er en projektion. Når du bliver forelsket i en anden, føles det, som om denne anden får dig til at føle dig fantastisk og hel. En måde du måske sjældent føler dig.
Så måden DU tror det andet menneske ser dig på, og måden DU er i stand til at føle på sammen med den anden (fordi du ser det, du ser), er i virkeligheden det, som forelskelse er. Det er en spejling, du laver af dig selv i den anden. Du tror du får noget via denne anden, som du ikke tror, du er i stand til at give dig selv. Eller ikke tror at din nuværende partner og du sammen kan skabe.
Er det lidt svært at forstå? Så læs eksemplet her:
Forelsket i en anden – det er så rart at blive set
Dorte hende der fra arbejdet har sådan et sødt smil og når hun smiler til Anders, så føles det som at blive set på den måde, som Anders altid har savnet at blive set på.
Det føles fuldstændig rigtigt og det opleves meget tiltrækkende.
Dorthe bliver synonym med en fantastisk evne til at se Anders. Og Anders bliver helt vild med Dorthe. ( Eller faktisk helt vild med at blive set). Det foregår inde i Anders, men han tror det kommer fra Dorthe.
Det sande i dette er, at Anders har savnet at blive set og med hjælp fra det blik, Dorthe sender ham, finder han nye sider af sig selv. Han bliver glad og fuld af selvtillid, der støtter hans selvværd og får ham til at føle sig fantastisk. Det har han virkelig savnet.
Anders finder altså sin evne til at se sig selv via det, han tror, han ser i Dorthes blik. Det kan også oversættes til, at Anders elsker den side af sig selv, der ser ham – den side har han bare ikke så god kontakt til i sit liv. Han savner den faktisk ubevidst.
Den evne ligger lidt i skyggen af så meget andet Anders har travlt med. Men Dorthe kan! Hun ser ham (tror han) og derfor bliver hun fantastisk i Anders øjne. Mængden af glædeshormon og lykkefølelse øges og Anders er forelsket i Dorthe.
Det er jo smukt. Det farlige er blot, at han tror, det handler om Dorthe og at han derfor gør alt for at få fat på og beholde Dorthe i sit liv. Farligt fordi Anders allerede er gift med Linda og har 3 børn med hende og nu altså har forelsket sig i en anden.
Blind for konsekvenserne
Forelskelsen kommer til at koste en masse. Ingen ved jo endnu om Dorthe indeholder alt det, som Anders drømmer om, at hun kan forsyne ham med. Det tror han bare, fordi forelskelsen er blændende. Og fordi han selv i sin måde at se på, fremelsker de vinkler af Dorthe, som han har brug for at se.
Han ser det, han selv har projiceret ud på Dorthe. Han ser ikke rigtig sig selv og han ser ikke rigtigt Dorthe og han ser slet ikke sin kone og sine 3 børn. Det har han for travlt til – for det med at blive set af Dorthe fylder hele billedet lige nu.
Anders kan måske godt få fat på Dorthe. Især hvis hun også kan kende sit savn i den måde, han ser på hende på. Måske kan de også finde kærligheden sammen og måske bliver alt godt for Anders og Dorthe. Og ikke så godt for Linda og børnene, men det er jo – i Anders verden – en helt anden snak.
Den have du vander – gror!
Derfor må Anders træffe et svært valg . Vil han “vande den have”, der indeholder et muligt forhold til Dorthe fra arbejdet? Eller vil han vande den have, han allerede bor i – den med Linda og deres 3 børn.
Hvor vil han lægge sin energi og sit fokus. DET handler det om !
Hvad med dig?
Er du i tvivl om, hvilken have du vil vande? Er I i tvivl om, hvordan I kommer videre efter at den ene af jer er blevet forelsket i en anden?
Er du godt igang med at forlade det hele – familie og hus og hjem – til fordel for en forelskelse ?
Så få hjælp til at se klart, før du beslutter dig og meddeler hende eller ham derhjemme: “Jeg er forelsket i en anden – jeg forlader dig!”.
Det er måske nemt nok at gå, men det er svært og koster mange kræfter, hvis du fortryder senere. Så tag fat på det nu og vær sikker, før I bryder familie og samliv op.
Du kan få min hjælp så let som ingenting – bare kontakt mig her, så finder vi en tid. Jeg har hjulpet mange par i samme situation.
Læs evt. også lige “Utroskab koster” – om hvorfor du ikke vil spilde dit liv på at være utro!