Når kærligheden forsvinder – så kan den genoplives !

Når kærligheden forsvinder

Når kærligheden forsvinder, så har den ofte været udfordret igennem længere tid.

Nogen gange forsvinder kærligheden kun for den ene part i forholdet. Nogen gange for begge.

Jeg er glad for at kunne hjælpe mange par videre med kærligheden. Men det gør mig også trist, når det kommer så vidt for et par, der kunne have reddet kærligheden og dermed glæden meget tidligere.

Kærlighed er noget, vi skaber i en relation med vores partner

At skabe kærligheden er noget af det denne artikel handler om. Hvordan man gør det, når kærligheden forsvinder.

Genoplivning af kærlighed – når kærligheden forsvinder

Før vi går igang med at tale om, hvordan I kan få kærligheden tilbage, er det også væsentligt at forstå, hvad der fik kærligheden til at forsvinde og at tage det op til alvorlig granskning.

Hvordan kunne det ske, uden at I opdagede det. Der er nok noget der skal rettes op på der. Ellers sker det nemlig alt for let igen. I skal forstå hvor det gik galt og hvor I mistede hinanden i farten.

At gå i Parterapi når kærligheden forsvinder vil altid være min anbefaling. Det at arbejde konstruktivt sammen om kærligheden under vejledning og guidning, er den sikreste vej med færrest udfald undervejs. I kan læse mere om Parterapi i København her.

Er det ikke håbløst, når kærligheden er væk?

Når kærligheden forsvinder er der mange, der tror, det er ude af deres hænder at gøre noget ved det. At kærlighed er noget, der kommer af sig selv og forsvinder af sig selv, ligesom en nytårsraket på nattehimlen. Når kærligheden forsvinder og er ”væk”, så vælger mange derfor at gå fra hinanden, for at finde en ny kærlighed et andet sted. For man skal jo aldrig gå tilbage til udbrændt kærlighed, vel?

Så er det bedre at tænde en ny.

Og det kan man jo selvfølgelig godt !

Men faren er, at den kærlighed også forsvinder på et tidspunkt, hvis du ikke begynder at eje ansvaret for din kærlighed selv og bevidst arbejde med din kærlighed.

Det kræver en bevidst og fokuseret indsats, især hvis følelserne er pakket meget langt væk. Og det skal man selvfølgelig ville. Intet kommer af sig selv.

Når nu man er holdt op med at elske…

Jeg hører utrolig tit folk sige ”Jamen jeg elsker hende jo ikke mere” eller ”Jeg holdt op med at elske min mand for mange år siden” – ofte efterfulgt af noget i stil med ”så det forhold kan jeg jo ikke blive i”.

couple-498484_1280Men det kan du faktisk godt. Hvis du vil. Og du KAN komme til at elske ham eller hende igen – hvis du vil.

Læs evt. også : Midtvejskrise ? Før du skifter familien ud

Hvordan vækker man sin kærlighed til live igen?

Er du alene om arbejdet med din kærlighed, (enten fordi du ikke har fortalt din partner, at du er “faldet ud af kærligheden”, eller fordi din partner ikke synes, I har noget problem), så kan du også vælge at gå i parterapi alene .

Både fælles parterapi og parterapi alene kan suppleres med følgende øvelse: Det er en helt lavpraktisk guide til at vække din egen slumrende kærligheden til live igen. Guiden virker endnu bedre hvis I er fælles om det og kan tale åbent med hinanden om processen..

Guide til forsvunden kærlighed

Kender du det at – når kærligheden forsvinder – så bliver du mere og mere opmærksom på alt det, du ikke bryder dig om ved din kæreste. Du bekræfter dig selv i at kærligheden er væk og at der virkelig ikke er noget, du holder af ved din partner mere. Det får kærligheden til at dø mere og mere. Det er det omvendte du skal gøre, hvis du vil have kærligheden til at gro frem igen:

  • Start med at fokusere på, om du virkelig VIL kærligheden med han eller hende du er sammen med. Hvis du er enig med dig selv om, at du vil elske ham/hende igen. Så tag ansvar for, at du på en eller anden måde er faldet ud af kærlighed og gerne vil ind i den igen. Du har måske glemt at give kærligheden næring og det skal der laves om på. Beslut dig for det.
  • Husk tilbage på dengang, du var forelsket i din partner – dengang du bare elskede alt ved ham/hende. Hvad var det du elskede? Findes det mon stadig hos din partner? Er hun stadig smuk, blid, forførende, varm, klog og har humor (eller hvad det nu var du faldt for)? Kig efter det og værdsæt det, når du ser det.
  • Læg mærke til og fortæl din partner, hvad du kan lide ved det, som han/hun gør og er, og hvad det gør ved dig – om du bliver glad, stolt, tryg, varm, lykkelig, føler dig værdsat. Alt det gode og positive
  • Læg også mærke til alt det, din partner gør for dig, uden at du har bedt om det. Laver mad, handler ind, reparerer bilen og klipper hækken. Der er megen kærlighed gemt i det, vi gør for hinanden.
  • Sig hvad du beundrer og ser op til og hvad der tænder dig og giver dig lyst til din partner.
  • Dyrk alt det gode, der er mellem jer

Det du har fokus på vokser

Hvis I er kommet meget langt væk fra hinanden, og det har fået kærligheden til at forsvinde, kan det være, du skal lede lidt, for at få øje på det, der gør dig glad ved din partner. Men det er også fint at starte i det små.

Lad det vokse frem og se hvad der sker, når du begynder at anerkende de små ting. Lur mig om ikke du vil se flere og flere ting og komme til at holde mere og mere af din partner.

Hvis du tør at tage problemet med kærligheden der forsvinder op med din partner, og I tør at arbejde åbent med hinanden omkring det, feks. i en omgang EFT Parterapi, kan det hurtigt blive selvforstærkende. Det du bliver i stand til at give kommer ofte tilbage i form af mere kærlighed fra din partner.

Når du begynder at give fokus og energi til det, du kan lide og lader det fylde mere i relationen og i dine tanker, så blomstrer kærligheden. Din partner bliver i dine øjne igen mere som den, du elskede engang og så lever din kærlighed pludselig igen.

Det modsatte er naturligvis tilfældet, hvis du giver fokus og energi til de ting, du ikke bryder dig om.

Mere om kærlige relationer

Der er meget mere at sige om kærlige relationer og hvad der er godt og mindre godt for dem. Du kan feks. læse Parterapeutens bedste råd til et stærkt parforhold her. eller Hvorfor er det så vigtigt at tale sammen.

Har I brug for min hjælp til jeres proces, vil jeg med glæde hjælpe jer. I kan kontakte mig her.  Jeg holder til i klinikken på Hovedvagtsgade 6, 1.th. Parterapeut i København – lige ved Kongens Nytorv og få minutters gang fra Metroen.

Forfatter: Anne-Marie Jensen

Par-og Psykoterapeut Anne-Marie Jensen. Uddannet Psykoterapeut i 2008. Medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Udbyder individuel Psykoterapi, Parterapi og Relationsterapi. Arbejder bl.a. med samlivs- og kommunikations-udfordringer i parforhold. Og med selvværd, livskriser, stress, angst og problemer i forholdet til andre mennesker. Desuden uddannelse i Organisation og erhvervsøkonomi fra CBS. 17 års erfaring fra arbejde med Organisationsudvikling i roller som Human Ressources Konsulent og Supervisor i internationale virksomheder. Klienter er primært voksne mennesker, der ønsker udvikling og som formår at tage del i ansvaret for egen udvikling i terapiforløbet.

Andre blogartikler