Parterapeutens bedste råd til et stærkt parforhold !

Billede af stærkt parforhold

Hvad består et stærkt parforhold af? Hvorfor holder nogle parforhold livet igennem og er lykkelige det meste af tiden, mens andre går i stykker efter kort tid?

Hvad kan I selv have fokus på, for at styrke jeres parforhold, så det holder lige så længe, som det skal? Det kan I læse om her. Bliv lidt klogere på, hvad ingredienserne til et stærkt parforhold er.

1. Tal sammen.

For at skabe et rigtig stærkt parforhold er kommunikation essentiel.

Der kan hurtigt gå hverdag i den, og så nedprioriterer mange dialogen med hinanden.

Måske virker det umiddelbart, som om det er bedre for husfreden at lade være med at tale om vanskelige ting, for så er der fred så længe.

Men det kan hurtigt blive en dårlig vane og så er forholdet på vej i en forkert retning. Når vi ikke taler sammen, så fjerner vi os nemlig stille og roligt fra hinanden.  Læs også Hvorfor er det så vigtigt at tale sammen?

Fortæl om dig selv og lyt til din partner

  • Fortæl hinanden, hvordan I har det.
  • Hvad er I optaget af lige nu?
  • Hvordan påvirker de ting, der sker jer hver især? Del livet og jeres holdninger til det med hinanden.
  • Tal om jeres følelser, både dem I har for hinanden, men også i bred almindelighed.

Tilliden i forholdet og den følelsesmæssige kontakt øges, når vi kommunikerer om vores følelser til hinanden og det er både gavnligt for ønsket om at være hinanden tro og for trygheden i relationen.

Find den måde, der fungerer bedst for jer.

Mænd og kvinder er tit meget forskellige. Kvinder har større behov for at tale om følelser. Find et leje, der passer jer begge, og som sikrer, at I taler om de vigtige oplevelser og følelser med hinanden.

For nogle par fungerer det at have en fast ugentlig/månedlig aften sammen med fokus på forholdets temperatur, for andre er det alt for låst og fast. Der er ingen rigtige eller forkerte måder, når blot I prioriterer at tale sammen.

2. Lær dig selv at kende!

Manglende selvindsigt skaber ballade i rigtig mange forhold !

Alt det du ikke ved og erkender om dig selv, kommer du alt for nemt til at tørre af på din partner. Det er roden til mange skænderier i parforhold.

Når du ikke kender dig selv tilstrækkelig godt, vil du alt for nemt komme til at gå rundt og tro at din partner er skyld i, at du ikke er tilfreds og lykkelig.  Læs mere om Projektion her: Det er din skyld, at jeg bliver ked af det!

Lær hvad der gør dig lykkelig og gå efter det!

Det er kun dig, der kan gøre dig lykkelig ved at leve i overensstemmelse med det, som du mærker er rigtigt for dig. Og omvendt er det også kun dig, der kan gøre dig ulykkelig. Det har stor værdi at komme til erkendelse af det.

Tag ansvar for dig og for dit behov og dine følelser, dine interesser og din personlighed. Hvad kan du lide og hvad kan du ikke lide? Hvor går dine grænser? Og respekterer du dem selv?

Lær dine styrker at kende og arbejd på at gøre dine svageste punkter til dine stærkeste.

Gør op med dine traumer og livs-temaer.

Bring dig i balance og tag ansvar for din egen trivsel. På den måde bliver du både selv stærkere og du bliver en meget mere afbalanceret (og lækker) kæreste.

Alt dette vil hjælpe dig til at skelne mellem, hvad der er dit og hvad der er din partners del af problemerne. Dermed kan du bedre holde dig på egen banehalvdel og det gør samspillet så meget lettere og sjovere. Du kan i øvrigt nemt få min hjælp til denne del af samlivet hvis du f.eks. går alene i parterapi

3. Din partners følelser er ikke dit ansvar !

Dette punkt burde måske have været det første punkt, for det er en af de største fejl, som vi begår i parforhold. Næsten alle par falder i her, mere eller mindre.

Noget af det, der slider mest på et forhold er, når vi i fællesskabets og kærlighedens tjeneste (eller fordi vi er opdraget til det) kommer til at tage ansvaret for hinandens følelser.

Så bliver det hurtigt noget værre roderi og ingen ved rigtig, hvem der skal fixe hvem og hvem det egentlig er, der har det svært lige nu.

DU er DIG og din partner er sig! Dine følelser er din opgave og din partners følelser er hans/hendes opgave.

Det er vigtigt at holde fast i og at lære sig.

Du har dine følelser som er dit ansvar og din partner har sine følelser, som er hans eller hendes. Hvordan han eller hun reagerer, er hverken dit ansvar eller din opgave at ordne eller rette op på.

Selvfølgelig kan I hjælpes ad. Og hensyn er også en god ting, men ejerskabet af følelser og tolkninger og handlinger er ikke til diskussion. Dem ejer vi selv hver især.

Tillad din partner retten til sine følelser

I stedet for at blive revet med og prøve at ordne eller fixe din partner, så vis din omsorg og din forståelse fra din position og lad din partner have ret til sine følelser.

Hjælp hvis du kan, men kun når og hvis du bliver bedt om det. Ellers er det rigelig hjælp at du er der og lytter.

Koncentrer dig så om dig selv og dine følelser.

Hvis dette er et svært område for dig, så kan det måske være nyttigt at blive klogere på, hvorfor du har så travlt med at tage ansvaret for din partner. Nogen gange kan det være fordi, det er meget enklere end at tage dig af dine egne besværligheder.

Læs også : Taler I om følelser?

4. Forstå at I er afhængige af hinanden!

Forstå at I er afhængige af hinanden og tag hånd om trygheden i jeres forhold.

Intet menneske er en “ø” siger man. Vi mennesker er sociale væsener og når vi har muligheden, forbinder vi os med andre mennesker på den ene eller den anden måde. Vi har brug for tryghed i vores hjem og nære forhold.

Når vi vælger at leve sammen som par, så sker der noget med os. Vi knytter os til hinanden og det skaber en afhængighed, som er god, hvis vi formår at bruge den godt.

Trygheden og tilliden i forholdet bliver vigtig, når vi er forbundne og det er formentlig lige essentielt for begge parter.

Læs også Den livsvigtige tilknytning i parforholdet

Lige så vigtigt som forældre/barn relationen

Det er når vi ikke accepterer, at vi er afhængige af hinanden at vores individuelle tilknytningsbehov og dermed tryghedsbehovet får vanskeligt ved at blive opfyldt. Det skaber frustration og distance og til sidst lidelse og ulykke.

Parforholdet er for de fleste mennesker, lige så vigtigt som relationen til vores forældre var, da vi var børn.

Det er ny viden og erkendelse i videnskabelige kredse at det forholder sig sådan, ikke desto mindre giver det meget god mening, når man tænker over det.

Læs evt. siden om EFT-parterapi og se den lille video om lighederne mellem voksen tilknytning og barnets tilknytning, som er at finde samme sted.

De fleste af os er villige til at strække os langt i vores parforhold. Endda til at lave os selv om, gå på kompromis og føje hinanden, selv når det er rigtig svært og kræver mere, end vi tror, vi kan yde.

Og når et forhold opløses eller trues af opløsning, er det næsten altid forbundet med sorg og smerte.

“Vi er aldrig så sårbare, som når vi elsker” – Sigmund Freud.

Når der opstår konflikter i en parrelation, kan vi opleve en intens angst for at miste, næsten som den angst et lille barn kan opleve ved udsigten til at miste sin primære omsorgsgiver. Og det er ikke så mærkeligt, for omsorg har vi brug for gennem hele livet.

I parforholdet er partneren den primære omsorgsgiver.

De tilknytningsmønstre, som I hver især er præget af gennem jeres egen opvækst, vil også med stor sandsynlighed gøre sig gældende imellem jer som par.

Det kan nogen gange gøre parforholdet temmelig kompliceret, hvis I ikke er bevidste om, hvad der er på spil for jer.

En tryg relation til din partner kan være medvirkende til at heale vanskelige tilknytningsmønstre og traumer fra tidligere i dit liv og det gør også relationens kvalitet og tryghed vigtig.

5. Giv hinanden frihed til at være, gøre og tænke selvstændigt!

Du har valgt at danne par med et andet menneske, som du formentlig blev tiltrukket af, fordi vedkommende både supplerede dig og udfordrede dig. Sådan vælger de fleste af os vores partner.

Jeg antager, at du gerne vil beholde friheden til at være dig og at du ikke har spor imod alt det, som du faldt for dengang, du mødte din partner.

Derfor vil det også være tosset at begrænse din partners frihed til selvstændigt at tænke, være og gøre som han/hun vil. At begrænse ham eller hende fra at være sig selv. Eller at give køb på din egen frihed til det samme.

Friheden til at være den du er

Hvis I begrænser hinanden for meget, vil det helt unikke ved din partner og ved dig efterhånden forsvinde.

Det er der ikke ret meget ved i det lange løb! Så snart muligheden byder sig, så vil de fleste mennesker vælge friheden til at være den, de er, frem for at leve i et forhold, hvor de ikke kan være sig selv.

Giv derfor plads til hinandens måde at være på. Giv plads til drømme og behov, i så vid udstrækning, som jeres rammer tillader dette. Den frihed og opbakning, som du giver din partner kommer altid retur i form af kærlighed.

Vi bliver nemlig glade og lykkelige af at få lov at være dem, vi nu engang er.

Hvis I ikke umiddelbart kan give hinanden et passende stort mål af frihed, så undersøg hvilke følelser eller andre praktiske forhindringer, der står i vejen og arbejd på at (for)løse dem.

6. Skru ned for dine (urealistiske) forventninger!

Når samlivet engang imellem ikke lever op til dine forventninger, så er det ofte fordi dine forventningerr er for store og urealistiske.

De passer ikke med den virkelighed, du lever i.

Hvis du f.eks. forventer at din partner skal komme hjem med blomster og erklære dig sin store kærlighed med jævne mellemrum (for ellers elsker han dig ikke rigtigt), så kan du hurtigt blive utilfreds.

Formentlig sker det alt for sjældent – det med blomsterne – og det kan du så bruge til at bekræfte dig selv i, at han ikke elsker dig rigtigt.

På den måde kommer du selv til at skabe din egen ulykke. Og når du er ulykkelig er betingelserne for et stærkt parforhold under pres.

Forskelligt kærlighedssprog

Måske ser din partner helt anderledes symboler som udtryk for kærlighed, end du gør. Disse signaler overser du formentlig, når du bliver optaget af at kærligheden kun er rigtig, når den ser ud, som du kender den.

Vores “kærlighedssprog” (måden vi forstår, mærker og kommunikerer kærlighed på) er tit forskellige. Du kan vinde meget ved at forstå din partners måde at vise kærlighed på.

Læg din indsats i det, du kan påvirke

Lykke er når forventninger og realiteter er i harmoni.

Det er som regel vanskeligere at ændre realiteterne, end at skrue på dine forventninger. Selvom det ville være rart, hvis verden gad at opføre sig, som du håber den vil.

Særligt vanskeligt er det, hvis dine forventninger til et stærkt parforhold handler om det, din partner bør lave om på ved sig selv. (Hvis bare hun var lidt mere humoristisk eller blid f.eks., når hun mest af alt er det modsatte).

Du kan nemlig ikke ændre din partner eller nogen andre for den sags skyld. Det er spild af kræfter at forsøge. Det fjerner på uheldig vis fokus fra det, du selv kan gøre, for at få det bedre i forholdet.

Du kan kun ændre dine egne forventninger til relationen og din egen måde at forholde dig til det, der er virkeligheden mellem jer to.

Læg din indsats der i stedet for at forsøge at lave din partner om.

Tag udgangspunk i det der er

Anerkend at du forventer og ønsker noget af din partner, og anerkend at det ikke er tilstede. Tag dig af din skuffelse over dette og kig efter, hvad der så er i stedet for, som du værdsætter hos din partner.

Forhold dig til og arbejd med din forventning fremadrettet. Lad om muligt forventningen tage udgangspunkt i det, der rent faktisk er til stede. Det vil hjælpe dig til at hjælpe jer til et stærkt parforhold.

7. Forny jer!

Et samliv er en levende proces. Ingen kan love at være den samme altid. Det ville nok også gå hen og blive lidt kedeligt i det lange løb.

Vi forandres gennem livet og det kræver løbende justeringer i relationen.

Parforholdets liv afhænger og påvirkes meget i de livsfaser, vi gennemgår.

F.eks. er det at få børn et kæmpe vendepunkt i ethvert parforhold. Pludselig er partneren ikke længere den vigtigste 2. person i dit liv og du er ikke længere den vigtigste 2. person i din partners liv. Pladsen skal nu også deles med et eller flere børn.

Det kræver opmærksomhed og rummelighed og fleksibilitet af jer begge og det kræver tid og styrke at bevare parrelationen godt igennem denne og andre livsfaser.

Og der er mange livsomvæltende/transformerende begivenheder i et liv. Andre eksempler er jobskift, arbejdsløshed, alvorlig sygdom, alderdom, større rejser, familieforøgelse eller dødsfald, personlige kriser, børn der flyver fra reden m.m.

Hold især god kontakt og prioriter kontakten og udvekslingen med hinanden gennem disse faser. Selvom der er så meget andet, der kalder på opmærksomheden har et stærkt parforhold brug for god kontakt.

Lær af det gode, som I ser at andre gør med succes. Vær åbne overfor at gøre noget nyt, når der er behov for det. Omdefiner jeres forhold løbende i de forskellige livsfaser, så jeres samliv tilpasses til dem, I nu engang er. Det er med til at skabe et stærkt og solidt parforhold.

8. Prioriter hinanden!

En af mine kolleger i terapeutbranchen udtalte for nyligt (frit citeret efter hukommelsen), at når den første forelskelse er ovre, er den vigtigste forudsætning for et holdbart og stærkt parforhold at forholdet også er et godt venskab. Det er jeg helt enig i.

Behandl din partner, som du ville behandle din bedste ven. Vær respektfuld og loyal, tal ordentligt. Støt op om og vis din glæde over at have din partner i dit liv. Vis ham eller hende din tillid og vend de betydningsfulde ting med din partner.

Det er vigtigt, at I tilbringer tid med hinanden, at I også dyrker de fælles venner og interesser og hinanden. At I skaber en kerne i jeres fælles liv, ved siden af jeres egne individuelle interesser og prioriteter.

Prioriter dit parforhold. Giv det plads og hold den følelsesmæssige og nære kontakt ved lige.

I forhold der knirker og i forhold der brydes op, er der ofte en tendens til at samværet i forholdet er blevet nedprioriteret for meget. Aktiviteter udenfor forholdet er til gengæld opprioriteret for meget.

Giv jeres prioriteter et servicetjek, når den ene af jer giver udtryk for utilfredshed med fordelingen.

At blive gift eller vælge at leve sammen i et parforhold er startskuddet for et løbende samarbejde om at skabe et lykkeligt fælles liv.

At varetage en vigtig opgave sammen kræver tid og opmærksomhed. Ikke kun for at løse opgaven men for i det hele taget at have en opgave at løse sammen (en relation med hinanden).

9. Vær ikke bange for at søge hjælp til at bevare et stærkt parforhold

Et stærkt parforhold er ofte stærkt, fordi der til stadighed arbejdes på det. Hent hjælp udefra når det er nødvendigt. Læs her om Parterapi.

Når du oplever at blive udfordret i dit parforhold, og når det ikke løser sig selv ved at tale med din partner om det, så kan det være godt at tale situationen igennem med en udenforstående, som du stoler på.

Vælg en der kan give dig input til at se med andre øjne på situationen (en god ven eller veninde, eller en terapeut f.eks).

Det er en dårlig ide at tale vidt og bredt om jeres interne konflikter til alle mulige andre. Eller at hænge din partner ud som håbløs, når I er sammen med andre. Det kan måske give dig ret eller lettelse for en tid, men du lærer intet af det. Og det ændrer med sikkerhed ikke din partner. Det skaber derimod afstand, utryghed og mistillid imellem jer.

Prøv i stedet at undersøge, hvorfor det bekymrer/irriterer/begrænser dig, når din partner er eller gør, som han eller hun nu er og gør. Prøv at arbejde på et nyt perspektiv på situationen, så du kan holde ud at være i det.

Konflikter der kommer igen og igen

Selvom du og din partner kan klare meget og selvom næsten alt løser sig over tid, så kan der opstå situationer, som I ikke kan løse selv og hvor venners hjælp ikke duer eller er tilstrækkelig nyttig.

Nogle konflikter har det med at komme igen og igen i præcis samme form hver gang og så er der ofte noget på spil, som I ikke selv har indsigt nok til at løse.

Så kan det være hjælpsomt at få en uvildig 3. part til at spejle, hvad der foregår imellem jer.

Parterapeuter er trænet og uddannet til netop det og ofte kan en lille indsats skabe store fremskridt og bidrage til at genetablere et stærkt parforhold.

Læs evt. mere om Emotionsfokuseret parterapi her

10. Lær at tilgive

Der er ikke noget mere dræbende for kærligheden, end gamle historier og fejl, der bliver draget frem igen og igen.

Det fastholder jer i en dårlig energi, skaber utryghed og bitterhed og dårlige vækstvilkår for et blomstrende, kærligt og stærkt parforhold.

Lær i stedet noget af de gamle historier.

Det der er gået galt indeholder en rigdom af oplysninger om jer og jeres relation. Vend det til udviklingspotentiale i stedet for at grave jer ned i hver jeres skyttegrav med det.

Undersøg sammen, hvad der gik galt og hvorfor det mon skete? Det er vigtigt, for ellers kommer det til at fylde alt for meget på den forkerte måde. Tal det igennem og påtag dig din del af ansvaret og skylden for det.

Kig især på din egen andel i det, der ikke fungerer. Lær noget om dig selv af det. Det kan du nemlig bruge til at vokse af og blive klogere. Din partner skal naturligvis gøre det samme.

Tilgiv og ryd det så af vejen og se at komme videre.

Sket er sket og der var forhåbentlig ingen, der døde af det.

11. Accepter at I ikke er enige om alt !

Målet i et kærlighedsforhold er ikke at være enige om alt. Målet er at lære at kunne håndtere og rumme de forskelligheder og konflikter, der opstår.

Konflikter eller uenigheder er uundgåelige, når to forskellige mennesker skal leve sammen.

Jeg vil vove at påstå, at i de parforhold, hvor der aldrig er konflikt eller uenighed – og de findes faktisk-, så skyldes det oftest, at den ene part bøjer for meget af. At den ene oversamarbejder, som vi kalder det inden for Psykoterapien – og dermed accepterer at lægge låg på sig selv, til fordel for husfreden.

Det er noget skidt, for i længden går det uundgåeligt ud over den ene parts trivsel og dermed i sidste ende også ud over forholdet.

Læs evt. : Går du for meget på kompromis?

Lær at udholde konflikt og uenighed. Se det som muligheder for at lære en masse om jer selv og hinanden. Det er de steder, hvor I er uenige, der rummer størst potentiale for par-udvikling. Det vigtige her er at i genetablerer kontakten og bruger konflikten til at blive bedre sammen.

Hvis I ikke formår at tillade uenighed, så bliver jeres uoverensstemmelser nemt til en diskussion om, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Eller hvem der er rigtig og hvem der er forkert. Det skaber distance og er ikke befordrende for et stærkt parforhold.

12. Afstem løbende jeres værdisæt!

Med værdisæt og værdier mener jeg, de personlige grundholdninger og livs-essentielle standpunkter og prioriteter, som er vigtige for, at I hver især trives.

Det kan være jeres religion, politiske ideologier, ideer om hvad et godt liv er og krav, som du ikke er villig til at vige fra. Hvis I har eller får børn bliver grundholdninger omkring børn og opdragelse måske også vigtige værdier at diskutere.

Det er en god ide at tage en føling og skabe klarhed over dette meget tidligt i jeres forhold.

I behøver ikke nødvendigvis at være enige nu og her eller nogensinde at blive det. Bare I kan blive enige om, hvordan I vil tackle de steder, hvor jeres værdier er meget forskellige.

Kan I finde ud af at skabe plads til hinanden og jeres forskellige værdier, så har I et godt fundament at bygge et rummeligt og stærkt parforhold på?

Må din kæreste/ægtefælle f.eks. godt have en hobby, der tager mindst en hel dag hver weekend? Elske at rejse alene? Og have en anden religion end dig? Eller er det helt uforenligt med dine prioriteter og værdisæt?

Hvis det er, så kan det blive svært overhovedet at have en par-relation. Og det er så trist, hvis det først går op for jer sent i forholdet.

Lær dine egne individuelle værdier at kende og lær at stå ved dem. Fordøm ikke din partner for ikke at dele disse. I er 2 forskellige individer med lige ret til hver jeres værdier.

Jo mere I taler om værdier og sammen undersøger betydningen af disse for parforholdet, jo bedre kan I imødegå og forebygge konflikter og brud. Tal det igennem i fredelige perioder og tag det op hver gang, I støder sammen omkring det.

13. Nyd dit stærke parforhold!

Nyd al den kærlighed, omsorg, sex, lykke, tryghed og trivsel der kommer ud af at leve efter de foregående principper.

Husk at nyde det, mens du har dig. Livet er godt og du har selv skabt det liv, du lever!

Ingen der lever i et stærkt parforhold, som opfylder alt det ovenstående, vil have noget behov for at gå andre steder hen, for at få kærlighed eller bekræftelse. Utroskab “bliver en by i Rusland”.

Grunden lagt til et rigtig lykkeligt og stærkt parforhold .

Jeg tror det lykkes for dig og for jer – med en god indsats. Det kræver det ! For sådan er det med alt, der er noget værd.

Får du brug for min hjælp enten til at arbejde med dig selv i individuel psykoterapi, eller med din partner i parterapi så kontakt mig her og aftal en tid. Jo hurtigere du tager fat på det, jo hurtigere bliver dit parforhold værd at bevare.

Skrevet af Parterapeut Anne-Marie Jensen, Psykoterapeut i København 

Forfatter: Anne-Marie Jensen

Par-og Psykoterapeut Anne-Marie Jensen. Uddannet Psykoterapeut i 2008. Medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Udbyder individuel Psykoterapi, Parterapi og Relationsterapi. Arbejder bl.a. med samlivs- og kommunikations-udfordringer i parforhold. Og med selvværd, livskriser, stress, angst og problemer i forholdet til andre mennesker. Desuden uddannelse i Organisation og erhvervsøkonomi fra CBS. 17 års erfaring fra arbejde med Organisationsudvikling i roller som Human Ressources Konsulent og Supervisor i internationale virksomheder. Klienter er primært voksne mennesker, der ønsker udvikling og som formår at tage del i ansvaret for egen udvikling i terapiforløbet.

Andre blogartikler