The fraud syndrome er betegnelsen for en måde at agere og opfatte sig selv på, som er afledt af et negativt selvbillede.
Kender du det – at chefen og kollegerne og måske også familien derhjemme, synes at du er fantastisk og dygtig? Og alligevel kommer du ofte til at tænke : “Ja ja, de skulle bare vide. I virkeligheden duer jeg jo slet ikke ! Det opdager de nok lige om lidt!”? Det er et eksempel på det man kalder the Fraud syndrome – Bedrager syndromet. Det handler altså ikke om at du i virkeligheden bedrager nogen, men at det føles sådan, fordi du ikke har en sund fornemmelse af din egen værdi.
Du er SLET ikke alene om det.
Det er mere udbredt, end du måske tror. Rigtig mange mennesker kender til det.
Tidligere mente man, at det overvejende var kvinder, der led af dette syndrom, men en anonym undersøgelse lavet blandt en større gruppe virksomhedsledere har vist, at 45% af disse erkendte at kende til den slags tanker. En del af disse må formodes at være mænd, eftersom de fleste virksomhedsledere stadig er mænd.
Selvværd
The fraud syndrome hænger sammen med lavt selvværd. Selvværd, som jo er udtryk for, hvor meget vi holder af os selv og hvor meget vi tror og oplever, at vi er værd, alene i kraft af den vi er.
Læs evt. også “5 trin til et stærkt selvværd!” eller mere om Lavt selvværd her
Man mener (fra videnskabeligt hold) at årsagen til at kvinders selvværd ofte er lavere end mænds, er at det er almindeligt at piger primært får ros for det, de gør (“Ih hvor er du dygtig til at tegne”), mens drenge mere anerkendes for den de er (“Du er godt nok en stærk og modig dreng”).
Mange piger lærer, at det er den indsats, de yder, der afgør deres værdi i andres øjne, mens drenge i højere grad lærer, at det er den person de er, der afgør deres værdi i verden. Og denne forskel gør også en forskel i udbredelsen af det omtalte syndrom. Det hænger også sammen med oplevelsen af at have værdi.
Men uanset om der er tale om drenge eller piger, kvinder eller mænd, så er det allervigtigste for os mennesker og for vores udvikling af et stærkt selvværd, at blive set og anerkendt som den, vi nu engang er – både af andre, men allermest af os selv.
At søge bekræftelse igen og igen
Via forældrenes anerkendelse af barnet, lærer barnet, at det har værdi som menneske. Som voksne er det vigtigste, at vi selv ser og anerkender os. Og det kan vi kun, hvis vi har lært det. Enten som børn, eller hvis vi som voksne sætter os for at arbejde med os selv og genvinde respekten og kærligheden til os selv.
Hvis du ikke sætter dig for at lære at holde af dig, så risikerer du at komme til at leve med den forbandelse det er, aldrig at føle, at du er god nok. Og det er hårdt!
Skuespilleren Jens Albinus sagde på et tidspunkt i en artikel i dagbladet Information: “Alle os, der ikke blev elsket nok for bare at være, blev naturligvis nødt til senere at stille os op på en scene og gøre. Søge bekræftelse igen og igen”.
Mennesker med lavt selvværd bliver nødt til at søge andres anerkendelse for at føle sig gode nok. Det er hårdt arbejde at være så afhængig af andre.
Alt det du opnår og som folk roser dig for, føles ufortjent, fordi du tror der er tale om falsk markedsføring, når du fortæller andre om dig selv. Det kan føre til skam over at blive rost for noget, du ikke føler, du fortjener.
Mennesker som lider af The fraud syndrome er ofte meget ihærdige og meget pligtopfyldende mennesker, der gør sig stor umage. Mange er nået langt i livet. Og alligevel sidder de med en oplevelse af slet ikke at slå til. At være i gang med et stort bedrageri, som jo nok lige pludselig vil blive afsløret.
Du er ikke dine præstationer
Vi er jo ikke alt det, vi gør. Essensen af dig er IKKE det, du udretter, eller det du opnår, eller skaber.
Mennesker, der lever med the fraud syndrome / bedragersyndromet føler sig aldrig rigtig anerkendt eller mødt, og synes derfor aldrig selv, at de egentlig har gjort nok. Selv når de bliver forfremmet på jobbet eller rost for de succeser og resultater, de opnår, eller sågar for den de er, så lander det ikke et frugtbart sted. Der er nemlig ingen indre støtte at hente, som kan beskytte og få anerkendelse til at slå rod.
Det er selvsagt meget stressende at leve med faren for at blive afsløret hængende over hovedet hele tiden.
For at undgå det, gør disse mennesker sig stor umage med alt, hvad de gør, for at dække sig ind og sikre sig på alle måder. Men lige lidt hjælper det på følelsen af at være en bedrager.
Der skal noget helt andet til. Den indre stemme der siger til dig : “Lige om lidt opdager de, at jeg slet ikke duer”, hænger sammen med selvværdet. Og det er selvværdet der skal løftes, for at komme syndromet til livs.
Det kan du gøre ved det.
Hvis du også er begrænset af dette syndrom i dit liv, så kom i gang med at arbejde med din anerkendelse af dig selv. Du kan gøre det via en ihærdig egen-indsats eller få hjælp til det igennem terapi.
Oplev den stolthed, der følger med, når du pludselig opdager, at du faktisk godt kan lide det menneske, du er og kan stå ved dig selv, også uden præstationer ! Det er fantastisk. Og det er et helt andet liv, der ligger på den anden side af sådan en rejse, kan jeg love dig!
Har du spørgsmål eller brug for hjælp til at opdage, at du også godt duer, så kan du kontakte mig her.